Sagkyndige skal vurdere skader på gravhøj

Fåreavler i Thy har bedt om tre forskellige ekspertvurderinger forud for retssag med krav om at betale for retablering af gravhøj

Morten Kyndby Holm
Gravhøjen ved Sundby Thy, som ifølge Slots- og Kulturstyrelsen er blevet delvist ødelagt af græssende får. Tre sagkyndige skal nu give deres vurdering af, om det kan være rigtigt. Foto: Diana Holm
Naturbeskyttelse 10. november 2017 10:43

SUNDBY THY: Er det virkelig græssende får, som er skyld i, at en gravhøj ved Sundby i Thy er blevet delvist ødelagt?

Det skal tre eksperter give deres bud på, efter at de torsdag besøgte gravhøjen, tilhørende Gitte Kroll, indehaver af firmaet Thy Lam, og hendes mand, Ove Kroll.

Efter at en arkæolog fra Museum Thy tilbage i 2008 havde været på et rutinemæssigt besøg for at tilse gravhøjen, kom også en medarbejder fra Slots- og Kulturstyrelsen forbi ved to lejligheder.

Det resulterede i første omgang i et krav om, at der skulle hegn op omkring gravhøjen - og i sidste ende blev Gitte og Ove Kroll pålagt at retablere højen. Et arbejde, der skønsmæssigt vil beløbe sig til 129.000 kr.

Svært at få medhold

Den regning har parret på forhånd sagt nej til at betale - med henvisning til, at skaderne på højen efter deres opfattelse stammer fra tidligere tider, hvor der har græsset kreaturer på marken omkring højen.

Nu er sagen så på vej i retten, og på den baggrund har Gitte og Ove Kroll og deres advokat, Jonas Nielsen, bedt om at få sagkyndiges vurdering ved et såkaldt syn og skøn.

- Uden en uafhængig vurdering er der svært at få medhold over for en myndighed som Slots- og Kulturstyrelsen, siger Jonas Nielsen, der er leder af den erhvervsjuridiske afdeling i Landbrug & Fødevarer rådgivningsfirma Seges i Skejby.

Håber sagen droppes

Det var en arkæolog og en fåre-sagkyndig, der torsdag aflagde besøg på gravhøjen - sammen med en forstmand, fordi gravhøjen også kan være påvirket af den vegetation, der er på højen.

Der vil gå en måned eller to, inden vurderingerne fra de tre eksperter foreligger. Både advokaten og Gitte Kroll håber, at Slots- og Kulturstyrelsen vælger at droppe sagen på baggrund af disse vurderinger.

- Jeg kan næsten ikke tro andet, end at man kommer til en forståelse af, at det ikke er får, der har ødelagt højen. Men i alle tilfælde er det godt med nye øjne på sagen. Det er jo første gang, at nogle uafhængige fagpersoner har været ude og kigge på højen, siger Gitte Kroll.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...