Dyr

Sjælden gæst i Europa: Nu er hun set over Vejlerne

For første gang nogensinde er en amerikansk kærhøg set i Danmark

Der var et stort publikum til den sjældne fugl, der blev set ved Bygholm Vejle.
Der var et stort publikum til den sjældne fugl, der blev set ved Bygholm Vejle. Foto: Bent Lyngklip Kjeldgaard/Grenen Fuglestation

Opdateret kl. 21:15

De færreste havde nok bemærket det, hvis de var kørt forbi fuglen ude i Vejlerne, men for en flok danske fuglekiggere var den en sensation: En amerikansk kærhøg.

Det er, som navnet siger, en fugl i familien af kærhøge, og den ligner til forveksling en blå kærhøg, der er forholdsvis almindelig i Danmark.

- Jeg så selv fuglen ved middagstid i dag, og det gjorde ca. 75 andre birdere fra hele Danmark også i løbet af i dag. Flere var kommet helt fra København, siger Rolf Christensen fra Grenen Fuglestation.

Fuglen er sjælden i Europa - den lever, som navnet siger, i Nordamerika - og er formentlig blevet blæst over Atlanterhavet under en storm sidst i september eller først i oktober. Der er tale om en ung hun, der - kan man roligt sige - er kommet noget ud af kurs.

Fuglen er blevet set i og omkring Bygholm Vejle ved for Fjerritslev. Området er i forvejen kendt for sit store og rige fugleliv, og nu kan der altså noteres et kryds for "første gang i Danmark". Arten er set en gang tidligere i Skandinavien, i 2018.

Amerikansk kærhøg set i Vejlerne. Foto: Bent Lyngklip Kjeldgaard/Grenen Fuglestation

Amerikansk kærhøg er som ung en mørkebrun og rødlig kærhøg med et vingefang på 110 cm. og en længde på 42 cm. Den jager lavt over terræn efter mus og fugle, især nær sø og rørskov.

Fuglen her vil nok trække videre ned i Europa, men inden den forsvinder kan op mod et par hundrede fuglekiggere nå at se den, især i den kommende weekend.

Under kraftige storme er det ikke unormalt, at arter, der er hjemmehørende i Nordamerika, ender på den forkerte side af Atlanterhavet; langt væk hjemmefra og langt fra en mage. For omkring et år siden var der således en gul sanger - yellow warbler - der er almindelig i Nordamerika, men altså ikke hører til  Europa, der endte i Agger i Thy.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden