Fodbold

Sjørring kom ned på jorden

Efter sejren i første spillerunde kom Sjørring ned på jorden, da thyboerne torsdag tabte på hjemmebane

Sjørring lugtede point i anden halvleg, men en scoring af NUGF Viborg i det 80. minut punkterede kampen
Sjørring lugtede point i anden halvleg, men en scoring af NUGF Viborg i det 80. minut punkterede kampen Foto: Bo Lehm

Oprykkerne fra Sjørring fik i sidste spillerunde en god start på sæsonen i serie 2, da thyboerne vandt første kamp på udebane mod Foulum. Torsdag kom Sjørring dog en smule ned på jorden igen, da de torsdag tabte med 1-3 på hjemmebane mod NUGF Viborg. Særligt i første halvleg var Sjørrings spil ikke godt nok.

- Vi spillede en ræderlig første halvleg, efter at vi egentlig fik en fin start på kampen. Vi var der slet ikke, og det gjorde mig frustreret, for normalt synes jeg, at jeg er god til at sætte mine spillere op, siger Sjørring-træner Ole Nielsen.

Fra starten af kampen kom Sjørring frem til en stor chance, da Malthe Aakerblad fik en friløber, som han dog misbrugte. Efter den misbrugte friløber faldt Sjørring helt sammen, og i den resterende del af første halvleg dominerede gæsterne fra NUGF Viborg stort. I det 20. minut kom Sjørring så bagud, da udeholdet spillede sig flot igennem og efterfølgende scorede. I det 31. minut fik gæsterne scoret igen. Viborgenserne udnyttede, at Sjørring-defensiven gik fejl af hinanden, og så var hjemmeholdet bagud med 0-2, hvilket forblev stillingen til pause.

I et forsøg på at vende tingenes tilstand skiftede Sjørring Noah Mehl og Oliver Moseid ind. De to indskiftede spillere tog i den grad arbejdshandskerne på, og det var med til at løfte de øvrige Sjørring-spillere. I anden halvleg var Sjørrings spil markant forbedret, og i det 60. minut fik thyboerne så reduceret, da Uffe Skinnerup snød et par modspillere og efterfølgende flot dirigerede bolden i mål. Efter scoringen fortsatte Sjørring med at presse på for en udligning. I det 70. minut fik hjemmeholdets Sebastian Havbo et gult kort, men selvom de var en mand i undertal, så fortsatte Sjørring med at være bedst. I det 80. minut blev værternes forhåbninger om et point så punkteret, da en Viborg-spiller fik scoret fra en spids vinkel. I de sidste 10 minutter af kampen fik ingen af holdende scoret, og derfor endte Sjørring med at tabe med 1-3.

- Første halvleg var noget af ringeste vi har spillet i flere sæsoner. I anden halvleg fik vi mere tro på tingene, men efter deres tredje scoring gik luften lidt af ballonen for os, siger Ole Nielsen.

Sjørring møder i deres næste kamp Thisted FC på hjemmebane.

Kampfakta

Fodbold, Serie 2

Sjørring 

NUGF Viborg

Resultat: 1-3

Pause: 0-2

Mål:

Gå til relaterede emner

Forsiden