Skrækkelig første halvleg: Thy Håndbold taber igen

En dårlig første halvleg gjorde det svært for Thy Håndbold

Thy Håndbold fik tirsdag aften endnu et nederlag i 2. Division. Arkivfoto. Lars Pauli

Thy Håndbold fik tirsdag aften endnu et nederlag i 2. Division. Arkivfoto. Lars Pauli

THISTED:Det har været en svær start for Thy Håndbold i 2. Division, som endnu ikke har vundet. Tirsdag blev heller ikke dagen, hvor det lykkedes at få point, da thyboerne hjemme fik besøg af Farsø KFUM. Her tabte Thy Håndbold med 22-30.

- Vi spillede en skrækkelig første halvleg. I anden halvleg kom vi bedre med, men vi mangler stadig 5-10 procent for at være med, så vi har nogle ting, vi skal hjem og arbejde på, siger træner for Thy Håndbold, Kristian Sørensen.

I første halvleg var der ikke meget, som lykkedes for Thy Håndbold. De havde svært ved at få fat i forsvaret, og i angrebet gik spillet for langsomt. Derfor gik de to hold til pause bagud med otte, 9-17.

- I første halvleg kom vi slet ikke ud, og vi blev blæst bagover. Vi prøvede at ændre i forsvaret og dække 5-1 og mandsopdække, men det hjalp desværre ikke, siger Kristian Sørensen og fortsætter:

- I pausen fik vi snakket taktikken igennem, og fra anden halvlegs start kom vi lang bedre med.

Thy Håndbold kom bedre ud efter pausen, og i løbet af de første 10 minutter fik de indhentet fire mål på Farsø KFUM. Men gæsterne fra Farsø KFUM var for stor en mundfuld, og Thy Håndbold kom aldrig for alvor tæt på et comeback. Dog formåede de at spille anden halvleg uafgjort 13-13, så kampen endte 22-30.

- Vores 5-1 forsvar fik i anden halvleg mere bevægelse og lykkedes bedre. Samtidig gik vi et gear op i angrebet og fik noget mere tempo ind i spillet, siger Kristian Sørensen.

Kampfakta:

Håndbold, 2. Division

Thy Håndbold

Farsø KFUM

Resultat: 22-30

Pausestilling: 9-17

Mål: Marlene Dragsbæk (5), Mia Engstrøm (5), Ea Jørgensen (5), Cecilie Dalgaard (3), Cecilie Kure (2), Clara Jørgensen (1) og Signe Bang (1)

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden