Kulturministeren: Begejstring for SMK-samarbejde med Thy
Statens Museum for Kunst får 1,6 mio. kr. til drift af filialen i Doverodde fra næste år, ifølge regeringens finanslovsforslag. Beløbet stiger til 3,7 mio. kr. årligt fra 2024

- Det virker til at være et samarbejde, som begge parter får gevinst af. Og ikke mindst de danskere, som ellers kan have lidt langt til Statens Museum for Kunst i København, siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen. Foto: Bo Lehm Bo Lehm
Opdateret kl. 12:04 med kommentarer fra kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen
DOVERODDE:Filialen af Statens Museum for Kunst i den gamle købmandsgård i Doverodde i Sydthy, SMK Thy, vil også i de kommende år få statslige penge til driften. Og det årlige beløb på 1,5 mio. kr., som har været afsat siden 2018, vokser næste år til 1,6 mio. kr., 1,8 mio. året efter og 4,0 mio. kr. i 2023.
Herefter vil der hvert år været afsat 3,7 mio. kr. til driften af SMK-filialen. Det er i hvert fald, hvad regeringen lægger op til med det finanslovsforslag, som blev præsenteret mandag formiddag.
Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) glæder sig over udsigten til, at flere får mulighed for at se nogle af de mange værker i Statens Museum for Kunsts samling:
- Jeg havde i fredags fornøjelsen at besøge Statens Museum for Kunst. De var meget begejstrede over, hvordan der var blevet rakt ud til dem i Thy. Det virker til at være et samarbejde, som begge parter får gevinst af. Og ikke mindst de danskere, som ellers kan have lidt langt til Statens Museum for Kunst i København, siger kulturministeren til Nordjyske.
Vi har på Nordjyske haft fokus på den skæve fordeling af kulturpengene. Er den her bevilling et udtryk for, at der skal rettes op på den skævhed?
- Helt grundlæggende skal vi have et Danmark i balance. Det handler bl. a. om uddannelse, men selvfølgelig også om kunst og kultur, der skal være tilgængelig. Vi har allerede nogle tilbud af meget højt niveau i Nordjylland. Men den anden diskussion er også relevant at tage. Men det er ikke det, der ligger allerøverst på mit bord lige nu, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Pakhuset på Doverodde Købmandsgård skal ombygges med forventet åbning i 2024. Foto: Joakim Züger/SMK
SMK Thy åbnede allerede i 2018, men indtil nu har man kun kunnet vise videoværker, hvor der ikke stilles samme krav til sikkerheden.
Tidligere i år fik SMK så tilsagn om 37,5 mio. kr. fra A. P. Møller Fonden til ombygning af købmandsgårdens gamle pakhus, så det kan rumme udstillingslokaler med de sikrings- og klimamæssige forhold, der gør det muligt at vise et bredt udsnit af værker fra SMK’s samling - det vil typisk sige malerier, værker på papir og skulpturer.
Thisted kommune bidrager med penge til ombygning af andre dele af købmandsgården, og projektet ventes i alt at beløbe sig til omkring 50 mio. kr.
Som en del af aftalen med A. P. Møller Fonden skal der holdes en arkitektkonkurrence i år, hvorefter ombygningen går i gang. Officiel indvielse og åbning for offentligheden af den ombyggede købmandsgård forventes at blive i foråret 2024.
Hvis finanslovsbevillingen bliver vedtaget, vil SMK, i perioden indtil ombygningen er afsluttet, fortsætte med at lave udstillinger og formidlingsaktiviteter i Doverodde. I 2023 bliver det på grund af ombygningen i andre lokaler, og derfor er bevillingen det år lidt højere end de efterfølgende år.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.