Statens Museum for Kunst drysser guldalderstøv over Thy
Fire dage i guldaldermalernes tegn på Doverodde Købmandsgård
DOVERODDE: Kunstoplevelser med originale værker fra Statens Museum for Kunst (SMK) må vente, til Doverodde Købmandsgård er blevet bygget om.
Men det forhindrer ikke SMK i at drysse lidt guldalderstøv over Doverodde, der i den kommende uge byder på fire arrangementer med guldalderen som overskrift. Det sker i anledning af den store udstilling guldalderudstilling, der i august åbnede på SMK i København.
I Doverodde lægger SMK Thy mandag aften ud med en ”Guldaldersalon”, hvor to værtinder, Helle Solvang og Nadja Pass, vil ”fremkalde glemte sider af guldalderen gennem fortællinger, samtaler og sange”, og på den måde spejle vores egen nutid i guldalderen. Og man vil gerne sætte fokus på, hvad der i guldalderen skete uden for Københavns volde. Aftenens sange bliver akkompagneret af komponist Erik Sommer.
Tirsdag aften fortæller to medarbejdere fra SMK, Peter Nørgaard Larsen og Annette Rosenvold Hvidt, om guldalderudstillingen på SMK i København, ”Dansk guldalder - Verdenskunst mellem to katastrofer”
12 toneangivende stemmer
De to salonværtinder er på banen igen onsdag aften med et arrangement, der hedder ”Guldalderudforskning”. Det sker i selskab med 12 af af tidens toneangivende stemmer inden for bl. a. økonomi, litteratur og naturvidenskab. De 12 er ikke nødvendigvis kendere af guldalderen, men de har alle en stor viden inden for hver deres felt og kan derfor være med til at nuancere samtalerne om guldalderen og om vores samtid.
Blandt deltagerne er skuespiller Thure Lindhardt, forfatter Sigurd Hartkorn Plaetner, astronom Anja C. Andersen og økonom Inge Røpke. Også SMK's direktør Mikkel Bogh er med, og fra Thy grundlæggeren af bevægelsen Vild med Vilje, Philip Hahn-Petersen.
Endelig inviterer SMK torsdag eftermiddag til en Thy-udgave af en begivenhed, der finder sted på SMK I København hver uge, SMK KOM. Det beskrives som ”et mødested og et mangfoldigt fællesskab for alle, der har lyst til at blive bedre til dansk, eller som vil hjælpe andre med at øve dansk”.
Frivillige deltagere og kunstformidlere fra København kommer til Doverodde, hvor de ”inviterer på kaffe, kiks, (guldalder)kunst, familieaktiviteter og snak mellem mennesker fra hele verden”.
Der er gratis adgang til alle arrangementer i guldalderugen - og også til Nana Francisca Schottländers installation ”Landskabninger”.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.