Stor glæde: Europas stærkeste kvinder og mænd kommer alligevel til Thy

Thisted Vægttrænings Forening bliver med tre års forsinkelse vært for EM i styrkeløft

TVFs tre landsholdsløftere i equipped styrkeløft, fra venstre: Patryk Bolek, Casper Futtrup og Benjamin Falgreen Andersen. Nu kan de alligevel se frem til et stort internationalt mesterskab på hjemmebane. Privatfoto

TVFs tre landsholdsløftere i equipped styrkeløft, fra venstre: Patryk Bolek, Casper Futtrup og Benjamin Falgreen Andersen. Nu kan de alligevel se frem til et stort internationalt mesterskab på hjemmebane. Privatfoto

THISTED:Da det europæiske styrkeløft forbund, EPF, i marts 2020 grundet den tiltagende Covid-19 pandemi med kun 44 dages varsel aflyste EM i styrkeløft, som efter planen skulle have været afviklet i Thisted, var to års forberedelser med et spildt for arrangørerne i Thisted Vægttrænings Forening (TVF).

Men nu kommer mesterskaberne alligevel til Thisted, fremgår det af en pressemeddelelse fra klubben, der fortæller, at den i forbindelse med aflysningen mødte stor forståelse fra både samarbejdspartnere og sponsorer, Thisted Kommune og Sportevent Danmark, der trådte beredvilligt til og ydede økonomisk støtte til de allerede afholdte udgifter.

Derfor var der også både mod og vilje til at forsøge at vinde værtsskabet til et internationalt mesterskab igen så snart lejligheden bød sig.

Det gjorde den så allerede i begyndelsen af 2021, hvor TVF i samarbejde med Dansk Styrkeløft Forbund søgte om værtskabet af European Equipped Powerlifting Championships, Open – Junior – Subjunior også kaldet EEPC 2023 - det tilsvarende mesterskab til det, der blev aflyst i 2020. Og med opbakning og forhåndstilsagn om støtte fra både Thisted Kommune og Sportevent Danmark som en vægtig begrundelse har EPFs bestyrelse tildelt værtsskabet af EM 2023 til Dansk Styrkeløft Forbund med Thisted Vægttrænings Forening som arrangør, Thisted som værtsby og de til den tid funklende ny renoverede Thyhaller som mesterskabets arena.

Derfor kan forberedelserne frem mod 2023 nu så småt påbegyndes. Og denne gang har arrangørerne den lille fordel at have en færdig drejebog fra det aflyste EEPC 2020 liggende i skuffen.

- Glæden er stor efter den kolde dukkert med aflysningen i 2020. Nu kan vi alligevel byde nogle af Europas stærkeste mænd og kvinder velkommen til Thy, siger Jan Lyhne fra Thisted Vægttrænings Forening i pressemeddelesen.

Men størst er glæden måske hos de tre lokale landsholdsløftere, junioren Benjamin Falgreen Andersen og de to seniorer Patryk Bolek og Casper Futtrup over, at de efter aflysningen af EM 2020, hvor de skulle have været arrangørens lokale profiler, alligevel kan se frem til, at optræde ved et EM på hjemmebane, nu i 2023.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.