Stor politiaktion: Betjente med maskinpistoler og skudsikre veste
Politiet tog ingen chancer, da de mandag aften slog til mod et hus i Hurup

Politiet slog til mod et hus midt i Hurup. En mand er anholdt og ført ud af bagdøren. Foto: Bo Lehm Bo Lehm
Opdateret klokken 20.05 med de foreløbige resultater af ransagningen.
HURUP:Mandag aften slog politiet til mod et hus i Hurup, hvor en person ifølge politiets oplysninger skulle være i besiddelse af både knive og skydevåben.
Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch til NORDJYSKE.
- Vi har fået oplysninger om, at der skulle være en person tilmeldt den adresse, som skulle have udtalt, at han ville skyde enhver offentlig person, der kom til stedet, siger han.
Politiet tog derfor ingen chancer og mødte talstærkt op.
- Når vi laver sådan en aktion, så har vi specialuddannede kolleger, som vi tilkalder, så vi har de rigtige kapaciteter med ud, siger Jens Claumarch.
Udover betjente med maskinpistoler og skudsikre veste, var der også forhandlere, efterforskere og en ambulance, der holdt stand-by, med til aktionen i Hurup.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
Efter tre timers forhandling lykkedes det for politiet at få manden i huset til at bevæge sig uden for uden dramatik. Han blev derefter anholdt og ført væk, mens betjentene rykkede inden for, for at sikre sig, at der ikke var andre personer i huset.
- Vi har trukket i det store gashåndtag, som vi siger internt, når vi har så mange mand med til en anholdelse, og vores taktik med at få ham til os, den holdt stik, siger Jens Claumarch.
Efter anholdelsen begyndte ransagningen af huset og politiet havde mandag aften fundet adskillige store knive, en økse, en gaspistol og luftgeværer i huset.
Beboeren, en 48-årig mand, er kørt til stationen i Holstebro til afhøring.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.