Storsejr til Thy Håndbold
Thy Håndbold leverede en gennemført god indsats tirsdag aften
HOLSTEBRO: Tirsdag aften fik Thy Håndbold en tiltrængt sejr i 2. Division, da besøgte Holstebro Håndbold 90. Her viste thyboerne flot spil i hele kampen og vandt kampen meget overbevisende 29-17.
- Vi har længe snakket om, at hvis vi kunne sætte to gode halvlege sammen, ville vi være svære at slå. Det gjorde vi i dag, og vi spillede en virkelig god kamp, siger Kristian Sørensen, der er træner for Thy Håndbold.
Allerede fra første fløjt satte Thy Håndbold sig på begivenheden. De fik en hurtigt en 3-0 føring, og de fortsatte med at udbygge føringen.
- Vi stod rigtig godt i forsvaret og formåede at ramme dem, hvor det gjorde ondt. I angrebet spillede vi med stor tålmodighed og fik spillet chancerne store, siger Kristian Sørensen.
Thy Håndbold gik til pause foran med otte, 15-7.
Efter pausen delte de to hold mål, hvor Thy Håndbold ikke trak fra, men hvor hjemmeholdet heller ikke indhentede ottemålsføringen. Som anden halvleg skred frem fik Thy Håndbold igen gang i det angrebsspillet, og så var det kun et spørgsmål om, hvor stor sejren skulle blive.
- I de sidste par kampe har vi spillet lidt for utålmodigt i angrebsspillet, men i dag fordelte vi boldene godt og spillede os til langt flere 100 procent chancer. Så pigerne skal have stor ros for kampen i dag, som var god fra start til slut, siger Kristian Sørensen.
Det endte med en yderst sikker sejr på 29-17 og to point på kontoen til Thy Håndbold. Thyboerne har brug for pointene, da de kæmper med i bunden af 2. Division. Efter 15 kampe er det blevet til otte point for Thy Håndbold.
Kampfakta:
Håndbold, 2. Division
Holstebro Håndbold 90
Thy Håndbold
Resultat: 17-29
Pause: 7-15
Mål: Ea Jørgensen 12, Mia Engstrøm 5, Mathilde Boesen 4, Marlene Dragsbæk 3, Amalie Holst 2, Cecilie Dalsgaard 1, Clara Jørgensen 1 og Cecilie Kure 1.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.