Store udfald kostede for Nordthy mod Vendsyssel
To store Nordthy-udfald blev udslagsgivende, da thyboerne tabte i 2. division

Nordthy måtte torsdag indkassere et nederlag mod Vendsyssel Arkivfoto: Bo Lehm
HJØRRING:Nordthy var torsdag på en vanskelig opgave 2. division, da de mødte en af bejlerne til at rykke op i 1. division i skikkelse af Vendsyssel i Hjørring. Nordthy endte med at tabe med 26-32 efter en kamp, hvor store udfald i starten af hver halvleg var med til at gøre udslaget.
- Vi havde to kæmpe udfald, hvor det ikke fungerede for os, og hvor vi blev løbet lidt over ende. Vi var også lidt ramt på bredden i dag, siger Nordthy-træner Kasper Boesen.
Fra kampens start kom Nordthy dårligt fra start. Der manglede gnist i både angreb og forsvar, og uden de store problemer bragte Vendsyssel sig foran. Efter en mareridtsstart kom Nordthy bagud med 3-8. I den resterende del af første halvleg fik udeholdet så steppet markant op, og mod afslutningen af første halvleg fik Nordthy kæmpet sig tilbage, og til halvleg var stillingen helt lige 15-15.
Ligesom i første halvleg startede Nordthy anden halvleg ud med at gøre det svært for sig selv. Endnu et stort udfald i både angreb og forsvar gjorde nemlig, at Vendsyssel igen løb fra udeholdet. Denne gang kunne Nordthy dog ikke præstere et comeback, og som anden halvleg skred frem, trak værterne fra Vendsyssel mere og mere fra. Til sidst endte Nordthy med at tabe med 26-32.
- Hvis vi havde været der lidt mere fra start, så tror jeg, at vi godt kunne have været bedre med i kampen, siger Kasper Boesen, der dog også tager positive ting med sig fra kampen.
- I første halvleg fik vi vist noget gejst i forsvaret. Derudover spillede vi til tider med god fart i angrebet, siger Kasper Boesen.
I deres næste kamp møder Nordthy Nørre Djurs på udebane.
Kampfakta
Håndbold, 2. Division
Elitesport Vendsyssel
Nordthy IF
Resultat: 32-26
Pause: 15-15
Mål: Simon Skadhauge 6, Emil Skadhauge 6, Mathias Larsen 4, Nikolaj Svoldgaard 6, Mads Eriksen 2, Claus Dalgaard 1 og Magnus Møller 1.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.