Styrelse: Mohamed skal udvises

Hos Tican er man forarget og forundret over afgørelse i Mohamed-sagen

Pernille K. Damsgaard og Peter Mørk
Mohamed Ibrahim ønsker ikke selv at stille op til et interview, da han er for chokeret. Arkivfoto.
Thisted 14. marts 2018 14:15 - Opdateret 14. marts 2018 21:13

THISTED: Normalt tager det mange uger at få behandlet en sag hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration, SIRI. Bare ikke i den somaliske slagterimedarbejder Mohamed Diriye Ibrahims tilfælde. Her har det taget under en uge. Tirsdag fik han afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse, og det vækker harme hos tillidsmanden hos Tican i Thisted, Peter Uno Andersen, som har brugt mange ressourcer på at hjælpe Mohamed Diriye Ibrahim.

- Styrelsen behandler jo normalt ikke tingene så hurtigt. Det lugter langt væk af, at de går efter manden, og at han bare skal ud, siger Peter Uno Andersen, som er rystet over afgørelsen, der er udarbejdet på rekordtid.

- Styrelsen er jo pisseligeglad med, at han har en god årsløn (som alt inklusiv er på 487.000 kr./red.), hvilket er langt over den krævede grænse, siger han.

Peter Uno Andersen føler sig sat skakmat mod den styrelse han, Tican og sagens hovedperson, Mohamed, er oppe mod.

- Vi har snart gjort alt, hvad gøres kan, siger Peter Uno Andersen, som har forsøgt at trække i alle de tråde, han kan.

- Det er simpelthen så frustrerende. Mohamed vil jo bare gerne være en del af det danske samfund, siger Peter Uno Andersen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Mohamed Diriye Ibrahim, da han er for chokeret til at kunne deltage i et interview.

- Han er simpelthen helt i kulkælderen og nærmest i chok, siger Peter Uno Andersen, som agter at kæmpe for Mohamed til det sidste.

Mohamed Diriye Ibrahims advokat, Julie Jensen, vil indsende en klage over afgørelsen til Udlændingenævnet. Det skal gøres inden otte uger. Så længe Mohameds sag er under behandling, kan han blive i Danmark.

- Der er utrolig mange, som har bakket op om Mohamed, og så alligevel bliver det tromlet igennem. Derfor tror jeg, at man går efter manden, siger Peter Uno Andersen.

LÆS OGSÅ:

3. januar: Kampen for Mohamed fortsætter

4. januar: Underskrifter til støtte for Mohamed

4. januar: S vil prøve at se på Mohameds sag

5. januar: Lønhop kan redde Mohamed

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...