Styrelse udsteder påbud til Fyrglimt
Styrelse langer ud efter plejecenter i Hanstholm
HANSTHOLM: Plejecenter Fyrglimt havde i september besøg af Styrelsen for Patientsikkerhed. Det har udløst påbud om bedre journalisering, dokumentation af samtykke samt opbevaring af medicin.
I september fandt Styrelsen for Patientsikkerhed anledning til at lave et tilsyn på centret dels for at se på beboernes forhold og tilstand, dels for at se på den samlede ledelse, personalet og den daglige administration.
Ingen dokumentation
I sin rapport har Styrelsen for Patientsikkerhed angivet en række punkter, som munder ud i flere påbud. Frem til tilsynet har der været problemer med manglende dokumentation og måden, som medicinen blev opbevaret på.
I rapporten har Styrelsen for Patientsikkerhed angivet, at der i to ud af tre journaler manglede beskrivelser af de metoder, som personalet har benyttet i deres pleje for beboerne. Der manglede også dokumentation af samtykke-erklæring, som enten beboere eller pårørende har givet forud for en eventuelt magtanvendelse. Desuden fandt tilsynsmedarbejderne nogle ampuller med adrenalin, hvor datoen for sidste holdbarhed var udløbet, samt et afføringsmiddel uden beboernavn.
Frist på fire uger
Ulrik Andersen, kommunaldirektør og konstitueret direktør for social- og sundhedsforvaltningen mener, at situationen er alvorlig, og at der skal rettes op på en række forhold.
- I arbejdet med vores beboere med de her komplekse udfordringer, så følger der også et krav om en grundig dokumentation for de metoder, hjælpemidler og den daglige pleje, som vi udfører. Det har vi ikke været gode nok til på Fyrglimt, og det tager jeg meget alvorligt, siger Ulrik Andersen og fortsætter:
- I Fyrglimts tilfælde har vi allerede nu taget affære. Vi har iværksat en handleplan, der indenfor fire uger skal have rettet op på påbuddene, som Styrelsen for Patientsikkerhed har angivet, siger han.
Thisted Kommune fortæller, at man allerede inden Styrelsen for Patientsikkerhed afsluttede deres tilsyn, havde rettet flere af fejlene. Styrelsen har anderkendt handleplanen som værende konstruktiv men, at den ikke medfører et ophør af påbuddene, før man konstaterer, at forholdene er bragt i orden.
Fyrglimt har også i oktober fået et skarpt påbud fra Ankestyrelsen, som fastlog, at det var i strid med reglerne, at 88-årige Kamma enten sad eller lå selefikseret 23 timer i døgnet.
Kommunaldirketøren fortæller, at administrationen har udarbejdet nye vejledninger til, hvordan og hvornår man kan anvende magt, og hvilke krav om dokumentation og samtykke som skal overholdes.
De to tilsynsrapporter, som ligger til grund for påbuddene, kan læses i deres fulde længde på Fyrglimts hjemmeside eller på sundhed.dk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.