Sygehuset i Thisted får millioner til akut kirurgi

Regionsrådet har bevilget 3,878 millioner kroner til at få akut ortopædkirurgi tilbage til Thisted

Arkivfoto <i>Bo Lehm</i>

Arkivfoto Bo Lehm

THISTED:Regionsrådet vedtog tirsdag fordelingen af et beløb på 5,75 millioner kroner, der skal bruges til at styrke de nordjyske hospitalers forskellige profiler for at ruste dem til fremtidens behov. Hovedparten af pengene, nemlig 3,878 millioner kroner, skal bruges til at få akut ortopædkirurgi tilbage på sygehuset i Thisted.

Igennem flere år har det været svært at dække den ortopædkirurgiske akutfunktion i Thisted, og i 2019 blev nogle af de akutte operationer af faglige årsager flyttet fra Thisted til Aalborg. Aalborg Universitetshospital har beskrevet et løsningsforslag, der betyder, at der fremadrettet igen bliver muligt at behandle størstedelen af de akutte ortopædkirurgiske patienter i Thisted. Forslaget indebærer, at operationskapaciteten i Thisted udnyttes effektivt samtidig med, at presset på belægningen i de ortopædkirurgiske senge i Aalborg reduceres.

- Alt ortopædi på tværs i Nordjylland ligger under Aalborg Universitetshospital, så det er dem, der skal sikre det. De har bare ikke haft folk til det før, men det vurderer man nu, at man har. Så det er et skridt fremad for os heroppe. Det er meget tilfredsstillende, siger regionsrådsmedlem Bente Bang (S), Agger.

De 5 millioner kroner, der nu er fordelt, blev afsat i budget 2021. Derudover finansieres yderligere 750.000 kroner af en reservepulje.

Pengene bevilges i forlængelse af vedtagelsen af en ny profilplan for de nordjyske hospitaler og Den Præhospitale Virksomhed. Af profilplanen fremgår også, at sygehuset i Thisted senest i 2024 skal kunne tilbyde akut organkirurgi igen.

Ud over akut ortopædkirurgi i Thisted blev der på regionsrådsmødet tirsdag også bevilget penge til oprettelse af Center for Multisygdomme i Hobro, første etape af flytningen af urologi fra Frederikshavn til Hjørring og etablering af Klinik for Sportsmedicin i Frederikshavn.

Via en reservepulje er det ligeledes blevet muligt at bevilge en halv million kroner til Psykiatrien.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden