Teater for de helt små: Limfjordsteatret får 1,2 millioner kroner til ”Forvandling”

Limfjordsteatret får støtte til at inspirere pædagoger og dagplejere til at blive gode fortællere for de yngste

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Forestillingen ”Forvandling”’s målgruppe er de 1-4-årige.Forestillingsfoto

THY-MORS:Med 1,2 mio. kr. fra Nordea-fonden kan hundredvis af børn, dagplejere og pædagogisk personale fra fem midt- og nordjyske kommuner nu få del i Limfjordsteatrets nye kunst- og naturprojekt ”Forvandling”

Vinteren og foråret bliver ekstra magisk i Hjørring, Struer, Silkeborg, Thisted og Morsø kommuner, når kunstnere og naturvejledere fra Limfjordsteaterets projekt ”Forvandling” rykker ud med faglige workshops og en børneforestilling, der foregår inde i et magisk skovunivers.

Vil skabe gode fortællere

Limfjordsteatrets mål er at inspirere dagplejere og pædagogisk personale til at blive gode fortællere. Ved at udnytte scenekunstens æstetik og naturens fortællerum får pædagogisk personale nye redskaber til at lave små iscenesættelser i hverdagen, som skal styrke både sprogligheden og den sensoriske udvikling hos børn i aldersgruppen 1-4 år.

- Vi har gennem flere år udviklet det, vi kalder for sugerørsprincippet, hvor man ved at zoome ind på detaljer i historier og eventyr og bruge virkemidler fra scenekunsten, kan fange børn ind på en anden måde. Med støtten fra Nordea-fonden får vi mulighed for at udfolde hele projektet i fem kommuner, siger Limfjordsteatrets leder Gitta Malling.

Nordea-fonden har netop fokus på at støtte initiativer, der fremmer børns trivsel og sundhed. Om fondens støtte siger direktør Henrik Lehmann Andersen:

- Vejen til gode liv grundlægges fra barnsben, og meget tyder på, at de mindste børns udvikling stimuleres af sanselige oplevelser og møder med kunst og naturen. Nu kan hundredvis af børn, pædagoger og dagplejere godt glæde sig til at få mere af den lokale scenekunst og natur ind i hverdagen. Det stærke samarbejde mellem Limfjordsteatret og naturvejledere fra Limfjordskommunerne er en vigtig brik i indsatsen for at få flere børn til at blomstre.

London-museum med ind over

Limfjordsteatret har årelang erfaring med at inspirere og kompetenceløfte dagplejere og pædagogisk personale. Teatrets pædagogiske afdeling bliver ofte hyret til projekter i forskellige kommuner rundt i landet, og har i udviklingen af Forvandlings-projektet desuden samarbejdet med Tate Modern i London og dets afdeling for børn og familier.

Forestillingen og den eventyrlige scenografi, der er et kæmpe håndarbejdsprojekt, kreeret af teatrets kostumier Lene Bek Nielsen med hjælp fra over 100 frivillige, kan de kommende dage opleves på Horsens Teaterfestival. Her bliver der både vist forestillinger og afholdt workshops for pædagogisk personale.

I januar 2021 rykker Forvandling sammen med danser Stisa Søgaard, skuespiller Asger Kjær og teaterformidler Charlotte Olling Rebsdorf til Hjørring, som er den første af de fem kommuner, der får fornøjelse af projektet. Herefter flytter Forvandling til Struer, Silkeborg og Thisted kommuner for i august at ende, hvor det hele begyndte: nemlig på Limfjordsteatret i Morsø Kommune.

Konference

I september rundes projektet af med en stor konference for medarbejdere fra alle de fem medvirkende kommuner samt Nordea-fonden. Her vil blandt andet være oplæg fra forsker Lars Geer Hammershøj, Helle Solvang fra Jordens Skole, Susan Sheddan fra Tate Moderns afdeling ”Early years and Families” og fra evalueringsteamet ”It is a Bird”, som følger hele processen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.