Thisted FC fik første sejr i serie 2
Thisted FC vandt med 3-2 og kom dermed på pointtavlen i denne sæsons serie 2

Thisted FC fik en vigtig sejr over Foulum Arkivfoto: Claus Søndberg
I sidste uge startede Thisted FC sæsonen i serie 2 ud med at tabe 3-4 til Viborg Søndermarken, efter at TFC havde været foran med 3-0. Søndag fik thyboerne så en vigtig sejr i serie 2. På hjemmebane vandt holdet nemlig med 3-2 over Foulum, og selvom der blot er spillet to kampe af sæsonen, så bliver sejren betegnet som vigtig.
- Alt i alt var det en bedre præstation fra vores side sammenlignet med sidste kamp. Vurderet ud fra resultaterne i de første par kampe så tror jeg også, at Foulum er et af de hold, som vi skal sørge for at holde under os, så det var en rigtig vigtig sejr, siger spillende træner for Thisted FC Jacob Kjær.
I første halvleg var hjemmeholdet fra Thisted FC klart det bedste hold, og værterne skabte også adskillige chancer. Allerede efter bare 9 sekunder kom Alisran Ramalingam frem til en friløber, som han dog skød på overliggeren. I det 9. minut fik Alisran Ramalingam dog taget revanche for den misbrugte friløber, da han gjorde det til 1-0 efter oplæg af Mathias Bylund. Selvom TFC dominerede, så fik Foulum udlignet til 1-1 i det 12. minut. I den resterende del af første halvleg pressede hjemmeholdet på for flere scoringer, og i det 36. minut blev det så 2-1 til værterne, da Jacob Kjær trak ind i banen og sparkede bolden i mål ved det korteste målhjørne. Selvom Thisted havde chancer til flere scoringer i første halvleg, så forblev stillingen 2-1 til pause.
I anden halvleg faldt hjemmeholdets spil en smule i kadence, og i det 53. minut blev gæsterne for alvor lukket ind i opgøret, da en spiller fra hjemmeholdet fik et gult kort. I de efterfølgende 10 minutter kom hjemmeholdet under pres, og i det 61. minut resulterede det pres i en udligning til 2-2. Efter udligningen skulle hjemmeholdet bruge en periode af kampen på at finde sit spil igen, men mod slutningen af kampen kom mandskabet bedre med. I det 82. minut fik hjemmeholdet så den forløsende scoring til 3-2. Et langt udspark fra hjemmeholdets keeper blev taget ned af Jonas Lousdal, der efterfølgende gik hele vejen og sparkede bolden flot i nettaget til stillingen 3-2. Det resultat holdt hele vejen til slutfløjt, og dermed kunne Thisted FC glæde sig over sæsonens første tre point i serie 2.
- Vi mangler stadig lige lidt på formen, og vores spil i første halvleg var da også noget bedre end i anden, siger Jacob Kjær.
Næste kamp for TFC er et lokalopgør. På tirsdag møder de nemlig Sjørring på udebane.
Kampfakta
Fodbold, Serie 2
Thisted FC
Foulum IF
Resultat: 3-2
Pause: 2-1
Mål: 1-0 Alisran Ramalingam (9). 1-1 (12). 2-1 Jacob Kjær (36). 2-2 (61). 3-2 Jonas Lousdal (82).
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.