Thisted FC fik vigtigt point til bundstriden i serie 2
TFC tilkæmpede sig et flot point mod Mejrup

Thisted FC leverede en god indsats mod topholdet fra Mejrup Arkivfoto: Claus Søndberg
MEJRUP:Thisted FC skulle lørdag ud på en vanskelig opgave i serie 2. På udebane skulle de møde Mejrup, der indtager rækkens 2. plads. Thyboernes betingelser blev ikke gjort bedre af, at de kun var 12 mand afsted til lørdagens kamp. Selvom betingelserne var vanskelige for thyboerne, så hentede holdet et flot resultat efter 2-2.
- Det var virkelig en indsats, vi kunne være bekendt. Inden kampen havde vi helt sikkert solgt den for et point, siger spillende træner for Thisted FC Jacob Kjær.
Thisted gik ind til kampen med en forhåbning om at stå dybt på banen og satse på omstillinger. Den taktik lykkedes godt fra kampens start, og i det 8. minut fik Jacob Kjær så tilkæmpet sig et straffespark. Det spark tog den spillende træner sig selv af, men desværre måtte han se sit sparke reddet af Mejrups keeper. I det 13. minut gjorde Jacob Kjær dog skaden god igen, da han bragte TFC foran, efter at Jesper Goth havde spillet ham fri med en god aflevering i dybden. Efter føringsmålet stod TFC godt på banen, og de farligste chancer til Mejrup kom i forbindelse med hjørnespark. Gæsterne fik dog holdt Mejrup fra mål i første halvleg, og derfor gik TFC til pause foran med 1-0.
Efter pausen gik der ikke længe, før Mejrup fik udlignet til 1-1 i forbindelse med et hjørnespark. Selvom de var presset i anden halvleg, så fik udeholdet igen bragt sig foran i det 75. minut. Efter lidt klumpspil i feltet havnede bolden hos Kristian Bjørn, der gjorde det til 2-1. Desværre for TFC så holdt den føring blot otte minutter, for i det 83. minut fik Mejrup så gjort det til 2-2. Det resultat holdt hele vejen til slutfløjt.
- Desværre fik de lidt nogle kludremål, men vi tager selvfølgelig mod alt hvad der hedder point mod de her tophold, siger Jacob Kjær, der også glæder sig over mentaliteten fra sit hold.
- Vi har manglet lidt overlevelsesgen i de seneste kampe, men det havde vi fået tilbage mod Mejrup, siger Jacob Kjær.
Med resultatet mod Mejrup har Thisted FC et point ned til Holstebro under stregen.
Kampfakta
Fodbold, Serie 2
Mejrup GF
Thisted FC
Resultat: 2-2
Pause: 0-1
Mål: 0-1 Jacob Kjær (13). 1-1 (51). 1-2 Kristian Thinggård Bjørn (75). 2-2 (83).
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.