Thy Erhvervsforum henter chef i Sønderjylland

45-årige Mikkel Johansen tager over som erhvervschef

Mikkel Johansen. PR foto

Mikkel Johansen. PR foto

THY:Thy Erhvervsforum har ansat Mikkel Johansen som ny Erhvervschef med tiltrædelse 15. januar 2020.

Den nye chef er oprindeligt uddannet i cand.mag. i kommunikation, og har i en årrække fungeret i skiftede lederstillinger primært med ansvar indenfor salg og marketing. I de senere år har karrieren været målrettet erhvervsfremmesystemet som erhvervschef i to sønderjyske kommuner.

- Mikkel Johansen er en erfaren erhvervschef, der har bevist at han kan skabe solide resultater i et område med mange paralleller til de muligheder og udfordringer, vi beskæftiger os med i Thy. Samtidigt medbringer Mikkel en række nyttige erfaringer fra det private erhvervsliv, der kan bidrage positivt i det fortsatte arbejde med eksekvering på de målsætninger Thy Erhvervsforum har sat for den fortsatte positive udvikling i vores lokalområde, siger bestyrelsesformand Lars Torrild i en pressemeddelelse.

Den nye erhvervschef vil i en kort periode køre parløb med den nuværende erhvervschef Kim Bak Kristensen, og det glæder formanden, at det således bliver muligt at gennemføre en smidig og grundig overdragelse af ledelsen i Thy Erhvervsforum:

- Vi har det privilegie, at den afgående erhvervschef kan give stafetten videre efter veludført arbejde, siger Lars Torrild.

Mikkel Johansen er 45 år og er på nuværende tidspunkt bosiddende i Haderslev sammen med hustruen Mette og deres to børn på 5 og 10 år.

Mikkel Johansen har i perioden 2012-2018 været erhvervschef i henholdsvis Sønderborg og Tønder Kommune, og kommer senest fra en stilling som salgschef hos Abena A/S.

- Fra mine jobs som erhvervschef i det sønderjyske, kender jeg kerneopgaven ganske godt, og det motiverer mig, at kunne gøre en forskel og medvirke til vækst og udvikling for især de små og mellemstore virksomheder. Muligheden for at kunne kombinere en spændende faglig opgave i en geografi, hvor hjertet er med, har været en stor del af årsagen til, at jeg har valgt at gå ind i den spændende opgave i Thy. Jeg kommer oprindeligt fra Nordjylland, så mit hjerte banker for regionen, hvor størstedelen af min familie stadig er bosiddende, siger Mikkel Johansen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.