Musik

Thy Rock har næste års program på plads: Opfordrer publikum til at beholde billetter

Ikke så få gengangere fra årets aflyste festival vil være på plakaten næste år, siger Thy Rocks formand

Thy Rock vender tilbage næste år. Arkivfoto
Thy Rock vender tilbage næste år. Arkivfoto

THISTED: Thy Rock i år er som bekendt aflyst på grund af Corona. Datoen for næste år er allerede meldt ud - det bliver weekenden 25.-26. juni 2021. Billetter til dette års Thy Rock kan bruges næste år.

- Selvom vores advokater stadig ikke har fuldt styr på, hvad regeringens hjælpepakke til festivalerne kommer til at betyde for os, har Thy Rock besluttet at komme med en endelig udmelding til alle vores billetkøbere. Vi kan godt forstå, at nogle begynder at blive utålmodige, for sådan har vi det også selv. Men 99,9% af vores publikum har været forstående overfor situationen, og det vil vi gerne takke dem for, fortæller formand Hans Peter Jarl Madsen fra Thy Rock i en pressemeddelelse.

Thy Rock hviler på et stærkt økonomisk fundament, da det er otte lokale foreninger, der står bag arrangementet. Samtidigt har man en betydelig økonomisk opbakning fra lokale virksomheder. Alligevel har Thy Rock en opfordring til billetkøberne.

- Hvis man vil hjælpe Thy Rock godt på vej ind i fremtiden, vil vi gerne opfordre til, at man beholder sin billet til Thy Rock 2020 og i stedet bruger den til Thy Rock 2021 - altså til næste års Thy Rock. Har man ikke mulighed for det, men stadig gerne vil støtte Thy Rock i fremtiden, kan man forære Thy Rock sin billet. Vi kan så sælge den igen. Sidste mulighed er selvfølgelig, at man kan få pengene tilbage for sin billet, fortæller Hans Peter Jarl Madsen.

Vælger man at få sine penge tilbage, skal man dog være opmærksom på én ting.

- Billetprisen for Thy Rock 2021 bliver ikke billigere end 825 kroner, som de sidste billetter er solgt til. Det vil sige, at har man købt en billet til en billigere pris, vil man skulle købe til den nye pris, hvis man alligevel gerne vil til Thy Rock 2021. Men det gælder kun, hvis man vælger at få sin billet refunderet, påpeger Hans Peter Jarl Madsen.

Musikprogrammet til Thy Rock 2021 er på plads.

- Jeg kan sige så meget, at der vil være ikke så få gengangere fra det stærke program, vi havde klar til årets aflyste Thy Rock. Vi ligger lige nu og venter på, at musikerne giver grønt lys til at offentliggøre programmet. Musikerne og deres managers sidder også og venter på det præcise indhold af den hjælpepakke, de har fået. Og så længe det præcise indhold af den ikke er meldt ud, kan vi ikke offentliggøre navnene. Men det bliver stort. Rigtigt stort, lover Hans Peter Jarl Madsen.

- Vi har verdens bedste publikum. Derfor tror jeg også, at langt de fleste vil overføre billetterne til næste år. Det vil i alt fald være en kæmpe hjælp for os, ligesom publikum ikke får en billigere mulighed for at købe billetter, siger Hans Peter Jarl Madsen i pressemeddelelsen.

Alle, der har købt billetter hos Ticketmaster, bliver kontaktet direkte herfra. Såfremt man har købt sin billet et andet sted, skal man sende en mail på billet@thyrock.dk for at aftale nærmere omkring refusion.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden