Nephew kommer til Thy Rock
Fredag offentliggøres flere store navne
THISTED: Onsdag formiddag kunne Thy Rock endnu engang løfte sløret for, hvem der - ud over Suspekt, Gnags, Johnny Madsen, Wafande & Shaka Loveless samt John Mogensen (Rasmus Bjerg, red.) og Kato - kommer til Thy Rock i juni 2019.
Kontrakten med Nephew er underskrevet, hvilket glæder Hans Peter Jarl Madsen, formand for Thy Rock.
- Jeg er så stolt over, at vi har fået dem til at komme. Det band er et af mine favoritter, og jeg har hørt dem mange gange - blandt andet i Royal Arena i København. Det var en kæmpeoplevelse, siger Hans Peter Jarl Madsen.
Billetsalget til de to koncertdage næste sommer begynder på fredag, hvor der er Thy Rock Café hos Sparekassen Thys afdelinger i Thisted og Hurup. Nu skulle man tro, at programmet er på plads, og alle navne er offentliggjort, men Hans Peter Jarl Madsen har stadig nogle esser i ærmet.
- Vi offentliggør yderligere tre store navne på niveau med Nephew på fredag, siger Hans Peter Jarl Madsen, som holder hemmeligheden ganske tæt til kroppen - men gætte kan man jo altid.
- Alle ligger i Top 10 i Danmark, så de er dog ikke på niveau med Bruce Springsteen, siger han.
Thy Rock Café er fra 16 til 18 fredag, og Hans Peter Jarl Madsen håber på, at der kommer et pænt stort ryk ind.
Thy Rock har 20-års jubilæum i 2019 - samme år har Hans Peter Jarl Madsen 10-års jubilæum som formand.
- Men jeg har været med i alle årene, siger han.
Hans Peter Jarl Madsen håber med Thy Rock at ramme noget for enhver aldersgruppe.
- Vi vil ramme hele familien; Unge, mor og far og bedsteforældrene, siger Hans Peter Jarl Madsen, som håber, at Rasmus Bjergs udgave af John Mogensen rammer det ældre segment.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.