Topopgør i Serie 1: Thisted FC smed en sikker føring
Thisted FC havde chancerne til en sejr hjemme mod Skalborg SK

En 2-0 føring var ikke nok til at få en sejr for Thisted FC hjemme mod Skalborg SK: Arkivfoto: Diana Holm Foto: Diana Holm
THISTED:Der var vigtige point på spil i toppen af Serie 1, da Thisted FC, som ligger på andenpladsen, hjemme tog imod føreholdet fra Skalborg SK. På trods af store chancer til hjemmeholdet, måtte thyboerne nøjes med en uafgjort på 2-2.
- Vi burde have vundet i dag, fordi vi var i total kontrol og havde chancerne til at score flere mål, siger Thorbjørn Larsen, der er træner for Thisted FC.
Fra kampens start var det hjemmeholdet fra Thisted FC, der viste tænder og lagde pres på Skalborg SK’s forsvar. Efter 28 minutter gav det hårde arbejde pote, da Thisted FC fik spillet sig til baglinjen og lagde en flad bold skråt tilbage til Kasper Yde, som gjorde det til 1-0.
I anden halvleg fortsatte det gode spil for hjemmeholdet, der også fik scoret til 2-0. Det skete ved et opspil i venstre side, der endte ved Frederik Vestergaard Kristensen, der sparkede bolden i mål fra kanten af feltet.
Herefter fortsatte Thisted FC med at kreere chancer, men alligevel fik gæsterne reduceret og mod kampens slutning også udlignet. Begge Skalborg SK’s mål kom efter opspilsfejl fra Thisted FC.
- Vi kom til at tage for let på tingene, da vi førte 2-0. Der var for mange gange, vi ville spille chancen større i stedet for bare at sparke bolden i mål, siger Thorbjørn Larsen
kampfakta:
Fodbold, serie 1
Thisted FC
Skalborg SK
Resultat: 2-2
Pausestilling: 1-0
Mål: 1-0 Kasper Yde (28), 2-0 Frederik Vestergaard Kristensen (53), 2-1 (57) og 2-2 (83)
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.