Trods corona: Nu kårer vi Årets Sportnavn i Thy i 2020

Siden 1969 har Thisted Dagblad og siden Nordjyske kåret Årets Sportsnavn i Thy. Det gør vi også for det noget specielle sports-år 2020

Casper Steinfath løb med titlen som Årets Sportsnavn i Thy i både 2017 og 2019. Arkivfoto: Peter Mørk

Casper Steinfath løb med titlen som Årets Sportsnavn i Thy i både 2017 og 2019. Arkivfoto: Peter Mørk

THISTED:2020. Det smager af corona. Det smager af aflysninger og nedlukninger. Og det smager af drømme, der aldrig blev forløst.

Alligevel har Nordjyske valgt at kåre Årets Sportsnavn i Thy i dette på mange måder annus horribilis for sportsudøvere, der havde glædet sig til at konkurrere i mesterskaber, som aldrig blev afviklet.

De senere år har Thisted Kommune med Thy Awards været Nordjyskes partner i forbindelse med prisuddelingen. Og kommunen er igen medspiller i kåringen. Det er således Thisted Kommunes eliteidrætskonsulent Thomas Bruhn og formanden for kommunens eliteidrætsråd Preben Dahlgaard, der sammen med Lars Bang Bertelsen, redaktionschef for Nordjyske Thy-Mors, har udgjort den komite, som har udpeget årets sportsnavn.

Men ellers er ikke meget, som det plejer. Thy Awards blev som bekendt aflyst, så kåringen af årets sportsnavn kommer til at foregå under noget mere ydmyge rammer. Komiteen har også valgt kun at pege på en kandidat til titlen. Normalt har vi nomineret tre topkanidater. Men i respekt for både pandemien og de mange ting, der blev aflyst sidste år, har vi altså valgt kun at hædre vinderen. Når vi trods omstændighederne overhovedet kåret et årets sportsnavn, så handler det også om respekt. Nemlig for den pris, der siden 1969 har været uddelt for årets største idrætspræstation i Thy.

Årets Sportsnavn i Thy 2020 bliver den 52. modtager af prisen. Med hæderen følger en chek på 5000 kroner og en pokal til ejendom. Og så får vinderen selvfølgelig lov til indtil næste år at have den vandrepokal, der siden 1982 har vandret fra sportsnavn til sportsnavn.

Vinderen hyldes ved en hemmelig kåring og offentliggøres tirsdag aften på nordjyske.dk og i den trykte avis onsdag.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden