Truede nabo med stor kniv eller machete

To grove voldsepisoder i Thisted i en varm weekend

Arkivfoto

Arkivfoto

THISTED:Weekendens sommerhede antændte ingen anmeldte brande i Thy-Mors-området. Derimod kogte temperamentet over hos et par personer i Thisted, hvor lokalpolitiet måtte gribe ind.

Ved 20.30-tiden lørdag blev en patrulje hidkaldt til en adresse på Mosevænget i Thisted. En 37-årig mand fra Hundborg, der viste sig at være godt kendt af politiet, havde stået og råbt og skreget ude på vejen. Det fik en 42-årig beboer til at bede ham om at dæmpe sig.

Den 37-årige tændte derefter helt af. Han løb ind til naboen med en stor kniv - muligvis en machete eller et sværd, politiet har ikke fundet våbnet. Han truede naboen med det og ødelagde desuden sædet på en knallert, der stod på grunden. Inde i huset tog manden en køkkenkniv, som han også truede beboeren med.

Manden blev anholdt og sigtet og blev søndag fremstillet i grundlovsforhør. Han er varetægtsfængslet til 24. juli.

Slået med baseballbat

Samme aften, klokken 22.27, var der anmeldelse om kvalificeret vold på adressen Nørregade 5 i Thisted. Det gik ud over en 36-årig mand fra Thisted. Han blev overfaldet og slået gentagne gange på arme og overkrop med et baseballbat. Den ukendte gerningsmand løb fra stedet og er ikke identificeret.

Ellers melder lokalpolitiet mest om en del udkørsler til adresser i hele Thy-Mors-området, hvor der har været klaget over høj musik.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.