Kommentar

Ubetalelig reklame i den bedste sendetid: Thy havde allermest X Factor

Sangkonkurrencens besøg i Thy bød på ufatteligt smukke dronebilleder af kystnaturen

Elina fra Thisted kæmpede med både sine følelser og slidte stemmebånd. Hun kom ikke gennem nåleøjet, men hun viste stort fighterhjerte. Foto: Peter Mørk

Elina fra Thisted kæmpede med både sine følelser og slidte stemmebånd. Hun kom ikke gennem nåleøjet, men hun viste stort fighterhjerte. Foto: Peter Mørk

TV:Når de store, landsdækkende tv-stationer rejser mod vest er skabelonen ofte den samme.

Herude langt fra storbyerne i det såkaldte udkants-Danmark leder journalisterne efter landsbytosserne - originalerne, der kan bekræfte storbyens fordomme om, at det mørke Jylland er befolket af træskoklædte bonderøve, der dorskt henslæber sig i en tilværelse, der primært består af at stå i garagen og sparke dæk, mens man drikker den ene lunkne Sloths Classic efter den anden.

Sådan var det befriende nok ikke, da TV2 fredag aften med Thy som ramme blændede op for årets X Factor bootcamp, hvor de tre dommere skulle skære hver deres deltagerfelt ned til de tre, der fra næste fredag deltager i sangkonkurrencens liveshows. Heldigvis havde produktionen undladt at lede efter en egnet repræsentant for lokalbefolkningen. I stedet blev Thy fornemt portrætteret af usædvanligt lækre dronebilleder, som fik kystlandskabet, Hanstholm Havn og byens fyr til at ligne århundredets bedste rejsemål.

Turistaktørerne i Thisted Kommune må have gnedet sig i hænderne af fryd, da programmets egentlige stjerne, dommeren Thomas Blachman, gang på gang sendte et drømmende blik ud over havet fra panoramavinduerne i æ’ redningshus’ i Klitmøller og sågar dybt påvirket af det maleriske skue erklærede, ”imponerende natur ik’? Det er meget øh... på en eller anden måde udansk”.

Den slags eksponering i den bedste sendetid foran hele tv-familien Danmark kan ikke købes for penge.

Og sangkonkurrencen? Deltagerne gjorde sit bedste for at imponere dommerne. Jeg er ikke specielt musikalsk, så jeg kan ikke bedømme præstationerne, men jeg letter på hatten for den lokale deltager, Elina fra Thisted, der godt nok ikke kom gennem nåleøjet, men til gengæld viste stort fighterhjerte, da hun med stemmebånd på bristepunktet og fyldt med alt for mange følelser til at styre sin optræden, gav den alt, hvad hun havde, i sin fortolkning af sangen ”I want to know what love it is”.

Som sagt har jeg ikke forstand på musik, og jeg kan ikke afgøre om den ene deltager viste mere X Factor end den anden.

Men så meget kunne jeg se, at tv-billederne af det underskønne, vilde og særegne Thy havde allermest X Factor.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.