UCN åbner teknisk uddannelse i Thisted

Fra sommer kan man uddanne sig til produktionsteknolog på professionshøjskolen på Lerpyttervej

Professionshøjskolen UCN i Thisted får fra sommer et sjette uddannelsestilbud, når man også kan læse til produktionsteknolog. Arkivfoto: Torben Hansen

Professionshøjskolen UCN i Thisted får fra sommer et sjette uddannelsestilbud, når man også kan læse til produktionsteknolog. Arkivfoto: Torben Hansen

THISTED:Unge i Thy-Mors området får nu endnu en videregående uddannelse at vælge mellem, hvis de gerne vil læse videre i Thisted. Professionshøjskolen UCN har nemlig fået den endelige godkendelse i hus til at udbyde uddannelsen til produktionsteknolog via en såkaldt uddannelsesstation.

I forvejen udbyder UCN denne uddannelse i Aalborg. Forventningen er, at der årligt skal optages 20-25 studerende på den nye uddannelsesstation i Thisted.

- Vi har igennem længere tid undersøgt muligheden for at etablere uddannelsen i Thisted, og derfor er vi meget glade for, at vi efter en rigtig god proces nu er klar til at udbyde den til sommer. Vi har som professionshøjskole en vigtig opgave i forhold til at udbyde uddannelser i hele Nordjylland, og vi har sammen med Thisted Kommune og det lokale erhvervsliv kunnet se, at der er behov for en uddannelse som den her i lokalområdet, forklarer Peter Møller Pedersen, uddannelsesdirektør på UCN, i en pressemeddelelse.

Toårig uddannelse

Uddannelsen til produktionsteknolog varer to år og vil være den eneste videregående tekniske uddannelse i Thy-Mors. Det vil især være unge fra de lokale ungdomsuddannelser, som forventes at søge ind på uddannelsen. Derudover kan uddannelsen være en god mulighed for tidligere medarbejdere fra for eksempel Oticon og Coloplast, lyder vurderingen fra UCN.

Hos Thisted Kommune er der stor begejstring over den nye uddannelsesmulighed.

- Vi er utroligt glade for, at UCN nu lancerer produktionsteknologuddannelsen i Thisted. Det har været efterspurgt længe af både de unge, som ønsker en videregående uddannelse med fokus på de mere tekniske elementer omkring en produktion, samt fra erhvervsdrivende, der ønsker en større viden og dybere forståelse for processerne, udtaler Ulla Vestergaard, borgmester i Thisted Kommune, i pressemeddelelsen.

Rift om færdiguddannede

Produktionsteknologer arbejder primært med teknisk beregning, dokumentation, kvalitet og ledelsesopgaver inden for forskellige brancher, lige fra logistik over udvikling til produktion. Det er kvalifikationer, der er brug for i erhvervslivet, og erfaringen fra Aalborg er da også, at der er rift om de færdiguddannede produktionsteknologer.

Den officielle godkendelse af det ny uddannelsestilbud i Thisted kom forleden, så UCN skal nu i gang med mere konkret at planlægge, hvordan uddannelsen skal tilrettelægges. Det vil blandt andet kræve samarbejdsaftaler med det lokale erhvervsliv.

Studerende på den nye uddannelsesstation kan tage det første år af uddannelsen på UCN’s adresse på Lerpyttervej i Thisted, hvor professionshøjskolen i forvejen udbyder fem andre uddannelser. På tredje semester skal en del af undervisningen foregå i Aalborg, mens den afsluttende praktik og opgave kan finde sted i en lokal virksomhed i Thy-Mors.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.