Efterskoler

Uhumske forhold på efterskole: Men vi har rettet op på det, siger forstander

Forstander erkender, at Thy Sportsefterskole før jul havde problemer med manglende rengøring på værelser og i fællesområder. Men han afviser, at det i stort omfang har været årsag til det elevfrafald, som efterskolen har oplevet

Thy Sportsefterskole blev etableret i juni 2019 i de bygninger, som frem til 2016 husede Thylands Idrætsefterskole. 
Thy Sportsefterskole blev etableret i juni 2019 i de bygninger, som frem til 2016 husede Thylands Idrætsefterskole.  Arkivfoto: Peter Mørk

Opdateret 18. april 2023 kl. 13:43

Opdateret kl. tirsdag kl. 13.37: I en tidligere version af artiklen skrev vi, at TV Midtvest havde oplyst, at Thy Sportsefterskole nu har 39 elever. Det er ikke korrekt. Tallet 39 var antallet af elever, der har forladt skolen siden skoleårets start.

Nordjyske beklager fejlen. 

HUNDBORG: Uhumske forhold, for få voksne og manglende aktiviteter uden for skoletid.

Det er nogle af de kritisable forhold på Thy Sportsefterskole i Hundborg, som TV Midtvest har beskrevet. 

Men ifølge forstanderen handler det om situationen på efterskolen inden jul. Og han afviser, at forholdene har givet anledning til udmeldelser i det omfang, som tv-stationen beskriver. 

"Skriv dig op til den vildeste oplevelse på Danmarks bedste sportsefterskole", lyder det på skolens hjemmeside. Og mange af eleverne har ganske rigtigt kunnet fortælle om en fantastisk start på efterskoleåret. Men ifølge to tidligere elever, som TV Midtvest har interviewet, skiftede stemningen pludselig i løbet af efteråret.

- Fra den ene uge til den anden skete der pludselig ikke mere. Der var ingen aktiviteter, og folk stoppede eller blev smidt ud, så der blev færre og færre elever. Det var svært at lave noget, fordi der var så få elever, fortæller en af de tidligere elever, Oliver Nygaard Kvistgaard, til tv-stationen.

Konsekvensen var, at de tilbageværende elever mere og mere begyndte at blive på deres værelser. Man blev mere ensom, og stemningen blev dårlig, fordi folk gik og snakkede om, at de overvejede at droppe ud.

Brian Højer Nordstrøm kan ikke genkende kritikken fra tidligere elever. Men han erkender, at skolen har svigtet vejledningen af eleverne i forhold til rengøring.  Arkivfoto

Ifølge forstanderen for efterskolen, Brian Højer Nordstrøm, er det at tage ansvar og selv gøre rent "en del af den dannelsesrejse, som det er at være på efterskole". Skolen skal dog vejlede eleverne, og den vejledningsopgave er man "simpelthen ikke lykkedes med i efteråret", erkender han.

Men han oplyser overfor Nordjyske, at det problem er blevet løst - både med en styrket vejledningsindsats over for eleverne, og fra januar med ansættelse af en medarbejder, der skal tage sig af rengøringen i fællesområderne.

At de tidligere elever - ud over den manglende rengøring - klager over, at der i løbet af efteråret blev mindre personale og færre aktiviteter, forstår forstanderen ikke.

- Der er altid en voksen til stede. Og vi har haft de samme aktiviteter, siger han. 

"Simpelthen ikke o.k."

Brian Højer Nordstrøm ærgrer sig over, at TV Midtvest udelukkende interviewede to tidligere elever.

- Da vi sad og så indslaget sammen, hørte jeg flere af eleverne sige: "Det er simpelthen ikke o.k.". De var sure over, at de ikke fik lov at fortælle deres historie. For som de siger: Ja, der var nogle problemer i efteråret, men det har skolen jo løst.

Og forstanderen afviser, at de uhumske forhold er den væsentligste årsag til det frafald, som efterskolen har oplevet. En del af faldet i elevtal skyldes således, at en halv snes elever i løbet af skoleåret har måttet sendes hjem. 

- Andre elever er gået ud, fordi de af forskellige årsager har haft det svært med at gå på efterskole, fortæller Brian Højer Nordstrøm. 

48 elever er tæt på målet

Thy Sportsefterskole har lige nu 48 elever.

- Det er færre end de 87, som vi startede med. Men vi er en ny efterskole, og det er faktisk flere, end vi havde i skolens to første år. Og vi er tæt på vores mål om 50 elever ved udgangen af dette skoleår, siger forstanderen.

Han erkender, at den negative medieomtale,  som nu har ramt efterskolen er "et bump på vejen" i forhold til skolens fremtid. Men heller ikke mere end det:

- Vi har så mange gode historier at fortælle, siger Brian Højer Nordstrøm - som erklærer sig "fortrøstningsfuld" med hensyn til, at skolen vil nå målet om at kunne starte med 80 elever i det kommende skoleår.

Thy Sportsefterskole åbnede i 2019 i Thylands Idrætsefterskoles tidligere bygninger. Det første skoleår havde skolen blot 23 elever, mens elevtallet i 2021-22 var 37.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden