Ulstrup skal rocke igen i år

Ulstrup Rock har taget sidste års erfaringer med sig og er allerede langt med planlægningen

Mikkel Eklund
Flere af artisterne fra sidste års festival er igen i år på plakaten. Leo Jørgensen er glad for at give upcoming bands mulighed for at stå på en scene.Arkivfoto: Diana Holm
Musikfestival 17. april 2018 14:46 - Opdateret 17. april 2018 15:09

HUNDBORG: Igen i år bliver der spillet op til koncert ved Ulstrupgård, når en-dagsfestivalen Ulstrup Rock for andet år åbner op for en budgetvenlig musikoplevelse.

Festivalen debuterede sidste år med den grundidé, at den skulle være anderledes end de andre festivaler i området - og samtidig til at betale. Leo Jørgensen er leder på Enggården i Hundborg, et socialt arbejds- og bofællesskab for psykisk sårbare mennesker, og det er det frivillige arbejde af medlemmerne og de ansatte herfra, der er med til at stable det hele på benene.

- Det gik rigtig godt sidste år, og vi havde omkring 300 besøgende. Vi er blevet mange erfaringer rigere, og modsat sidste år, hvor vi kun havde to måneders planlægning, så er vi allerede godt i gang, siger Leo Jørgensen, der er medlem af planlægningsgruppen og - ikke helt uvæsentligt - også er ejeren af Ulstrupgård.

Festivalen bliver 25. august fra 14.00-24.00. Allerede nu er der syv kunstnere på programmet, der spænder fra singer-songwriter over rap til heavy metal - og alle genrer er velkomne. Billetprisen bliver som sidste år en halvtredser.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...