Verdensstjerner venter på vinden til Cold Hawaii Big Air

Stjerner er stand by og klar til at flyve ind, hvis vinden rammer Thy-kysten

THY: Cold Hawaii Big Air presented by North Kiteboarding er på rekordtid blevet en af verdens mest anerkendte konkurrencer indenfor kitesurfing. Sidste år blev konkurrencen afviklet under den kraftigste storm i Danmark i halvandet år, og netop det vejr var helt perfekt for deltagerne. Jo mere blæst des bedre, lyder det fra de 16 deltagende atleter fra syv nationer.

Lige nu studerer projektleder Kristian Kjøller og hans team fra Cold Hawaii Games vejrudsigterne så langt øjet rækker. Han skal nemlig bruge blæst og gerne rigeligt af den.

- Cold Hawaii Big Air skal bruge 17 sekundmeters vind gerne fra vestlig retning som det absolutte minimum for, at konkurrence kan afvikles. Vi vil rigtigt gerne højere op, fordi det i Big Air blandt andet handler om at komme godt op i luften og lave sine figurer inden, man lander nede på vandet igen. Det er ikke usædvanligt, at atleterne ryger 20-30 meter op i luften. Rekorden er 34 meter. Det er en af grundene til, at publikum er vilde med Big Air. De kan fra tæt hold opleve de mest fantastiske spring og så videre, fortæller Kristian Kjøller.

Cold Hawaii Big Air samler verdenseliten indenfor kitesurfing Big Air. De er en gruppe helt specielle vovehalse, der hele tiden udfordrer naturen.

- Man kan sige, at det er de færreste surfere, der laver et spring på 20-30 meter, måske hænger med hovedet nedad i 25 meters højde og så lander igen og fortsætter jagten på point til den samlede sejr i konkurrencen. Derfor er det også den absolutte verdenselite, der deltager i Cold Hawaii Big Air, påpeger Kristian Kjøller.

Han fortæller, at atleterne er i venteposition i fornuftig flyafstand fra Danmark.

- Når vi kan se på prognoserne, at vinden er på vej, varsler vi dem fire døgn før således, at de kan nå til Danmark og deltage. Ellers skulle deltagerne gå og vente i Klitmøller i værste fald i en uge eller to. Og det giver ikke nogen mening og vil også være økonomisk uforsvarligt, siger Kristian Kjøller.

Han glæder sig til at præsentere sidste års vinder Kevin Langeree (NL), der agter at forsvare sidste års topplacering foran Lasse Walker (NL) og med Stig Hoefnagel (NL) på tredjepladsen. Alle tre stiller op i år sammen med Timo Boersma (NL), Jett Bradshaw (Sydafrika), Jeremy Burlando (ESP), Lorenzo Casati (ITA), Aaron Hadlow (UK), Clement Huot (FRA), Evan Klinj (NL), Jamie Overbeck (NL), Andrea Prinzipi (ITA), Cohan van Dijk (NL), Giel Vlugt (NL), Liam Wheley (SPA), Jan Zoon (NL) mens de danske farver forsvares af Nick Jacobsen og den nykårede Danmarksmester i kitesurfing Lucas Gramstrup.

Cold Hawaii Games melder ud tre døgn før, hvor og hvornår i Thy Cold Hawaii Big Air presented by North Kiteboarding finder sted. Der er gratis adgang til arrangementet, der er en del af Cold Hawaii Games.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.