Vild surf-viking vil gøre det igen: Casper Steinfath på vej på nyt kæmpetogt
Klitmøller-surferen padlede for tre år siden over Skagerrak. Nu er turen kommet til Kattegat

Den 27-årige padlesurfer Casper Steinfath har udset sig et nyt stort mål. Arkivfoto
KATTEGAT:Casper Steinfaths 110 kilometer lange padletur over Kattegat er tæt på, hedder det i en presseorientering fra Klitmøller-surferen.
For tre år siden padlede den 27-årige padlesurfer over Skagerrak - en tur på 147 på kilometer. Om få dage er der gode chancer for, at han kaster sig over et nyt farvand: Kattegat mellem Danmark og Sverige.
Hvis vejrudsigterne holder, vil Casper Steinfath begive sig ud på turen i næste uge. Lige nu ser mandag, tirsdag og onsdag lovende ud. Vind og strøm på dagen afgør, om ruten går fra Danmark til Sverige eller omvendt. Lige nu tyder det mest på en østgående rute på 110 kilometer fra det nordlige Djursland, syd eller nord om Anholt og til Varberg eller Falkenberg på den svenske vestkyst. Han tænder det grønne lys 48 timer før afgang, men kan til enhver tid afblæse eller udskyde starten, hvis vejrholdene tillader det.
Skagerrak-togtet i 2018 foregik på et Stand Up Paddle-board med padle som eneste motor. Kattegat-turen bliver noget anderledes. Det foregår på et såkaldt foil-bræt, hvor en T-formet vinge under brættet udnytter bølgens energi til at skabe fart. For at få gang i brættet bruger Casper Steinfath sin padle eller pumper med benene. Hvis forholdene er perfekte, vil han padle med 15-20 km/timen – og nogle gange helt op til 30 km/t. Turen vil være seks til otte timer. Med sig har han en følgebåd med navigatør, livredder og egne mediefolk.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.