Vindstød af stormstyrke - her varsler DMI om vildt vejr
DMI har fredag aften udsendt et varsel, der gælder for tre af de nordjyske kommuner
Opdateret kl. 22:38
Fredag eftermiddag og aften har været en blæsende fornøjelse i det meste af Nordjylland.
Flere færgegange er blevet aflyst, og i Nørresundby bevogter hjemmeværnet lige nu området omkring et kollegie, i frygt for at noget af bygningens tag styrter ned.
Men blæsevejret er langt fra slut. Flere steder i det nordjyske er vinden ligefrem i gang med at tage til.
Fredag aften har DMI derfor udsendt et varsel om vindstød af stormstyrke ved Nordvestkysten. Det gælder i de nordjyske kommuner Thisted, Jammerbugt og Hjørring.
Her forventer DMI stormende kuling på 20-22 m/s fra vest og vindstød af stormstyrke på 25-28 m/s over natten.
Varslet gælder fra fredag aften 21.30 til lørdag morgen 03.00.
Der er tale om en såkaldt kategori 1 varsel, som betyder, at man bør være opmærksom på, at vejret kan påvirke omgivelser og udendørsaktiviteter.
Meteorolog Andy L. Ahumada skriver på DMI's hjemmeside, at weekenden generelt står i efterårsvejrets tegn med en blanding af både sol, regn og blæst.
På DMI's vejrkort kan man se, at blæsten vil aftage i løbet af lørdagens tidlige morgentimer, og at vejret ser ud til at holde tørt dagen igennem i Nordjylland.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.