Voldsom søgning til Aagaards kunsthåndværkerdag

Flere ny udstillere var med i år, heriblandt en fra Sankt Petersborg og en fra Fyn

Villy Dall og Bo Lehm (foto)
Mon disse to allerede har handlet?
Thisted og omegn 18. juli 2017 17:57

REFS: - Der har været en næsten voldsom tilstrømning lige fra morgenen af, lød det fra Else Høgh Pedersen, indehaver af Tekstilcentret Aagaard i Refs, da avisen tirsdag kom på besøg hen på eftermiddagen.

Og en af hendes venner, John Nielsen fra Nes ved Lemvig, som havde taget sig af at dirigere parkeringen ude på marken, supplerede:

- Jeg er sikker på, at der har været mellem 600 og 700 forskellige biler her i dag.

Else Høgh Pedersen var alt i alt overmåde tilfreds med dagen:

- De udstillere, jeg har talt med, har også været meget tilfredse, lød det på den gårdsplads, hvor der stadig et par timer før lukketid var en hyggelig søgning. Og der var også fortsat biler på vej ind til Aagaard.

Blandt udstillerne til dette års Kunsthåndværkerdag på Aagaard var der flere, som var med for første gang. Og de kom slet ikke alle fra nærområdet.

Helt fra Sankt Petersborg

En af dem var Natalia Kucherenko (eller med dansk transskribering: Natalija Ku­tje­renko) fra Sankt Petersborg, der underviser i musik og maler pastel og laver grafik, ligesom hun har skabt sig et navn som bogillustrator. Hun er i år med sin mand, kunstmaler Anatolij Speka, på hans årlige - denne gang 16. - maleophold på Heides Planteskole i Sil­strup:

- Jeg udstillede i fjor på Morsø Folkebibliotek i Nykøbing med grafik og bemalede sten. Men nu har jeg givet mig i lag med filtning, og det bliver jeg mere og mere optaget af, lød det fra Natalia Kucherenko.

På Aagaard viste hun i går filtede dukker, en af H. C. Andersen og en række med figurer fra hans mange eventyr:

- Tidligere har jeg arbejdet med Gogol og Pusjkin, fortalte hun. To store klassiske russiske digtere og forfattere:

- Men så blev jeg optaget af Andersen, tillagde hun.

Og hertil føjede ægtemanden:

- Den næste må blive J. P. Jacobsen.

Keramik fra Fyn

En anden ny udstiller i år var Kirsten Birkedal Wagner fra Blommenlyst på Fyn, som driver Birkedal Lertøj-Kunsthåndværk, og som på tirsdagens kunsthåndværkerdag præsenterede både brugs- og pyntevarer:

- Dette her er rakubrændt og derovre har jeg pottemagerarbejder, forklarede hun.

Der ifølge sin hjemmeside er autodidakt, men har taget grundkurser og arbejdet videre derudfra.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...