Thisteds hæslige vane

TFC-træner Peter Enevoldsen ærgrede sig over de mange brændte chancer mod AB 70.

Lars Bang Bertelsen
TFC-træner Peter Enevoldsen var dybt skuffet over det uafgjorte resultat på Amager. Foto: Rene Hansen/boldfoto.dk
Fodbold 2. september 2007 21:27

FODBOLD: Thisted FCs nedrykkere i fodboldens 2. division har tillagt sig en for et fodboldhold rigtig dårlig vane. Thyboerne smider point væk, som var det brugt is-papir. Således også i lørdags, hvor TFC på udebane smed en sejr væk i 4-4 kampen mod oprykkerne fra AB 70. Lørdagens kamp var den fjerde uafgjorte på stribe for de blåstribede. Skal man analysere lidt på de uafgjorte kampe, så burde TFC havde høstet sejre hjemme mod Hjørring og ude mod Hobro og AB 70. Til gengæld var TFC heldige med 2-2 efter en sløj indsats i forrige rundes hjemmekamp mod Holstebro. Men det er altså soleklart, at TFC i tre af de sidste fire kampe har smidt tilsammen seks point, der unægteligt ville have lunet i tabellen. For de oprykningsambitiøse thyboer begynder de mange uafgjorte kampe for alvor at gøre ondt i en række, hvor TFC aktuelt indtager en skuffende placering som nummer syv. TFCs cheftræner Peter Enevoldsen medgiver, at hans mandskab har smidt for mange dumme point. Efter 4-4 kampen mod AB 70 var træneren da også dybt skuffet. - Det er jo en skandale, at vi ikke vinder sådan en kamp. Ved 4-2 brændte vi vel fire friløbere. Vi kommer ikke til at møde et svagere hold i 2. divsion, og vi havde masser af chancer for at lukke kampen. Så er det for dårligt, at vi ikke gør det færdigt. Indstillingen og indsatsen var der ikke noget galt med. Men vi er ikke gode nok til at holde fuld koncentration i de afgørende situationer. Det er først og fremmest der, at vi skal forbedre os, sagde Peter Enevoldsen. Bechmann ikke klar Anfører Peter Bechmann blev testet før kampen på Amager, men han var ikke sin skade så kvit, at han kunne spille. Istedet spillede Martin Nielsen alene i front. Han var trods en scoring på hovedstød TFCs store synder med en håndfuld brændte chancer. Den helt store skurk blev dog målmanden Mikkel Petersen, der må tage hjemmeholdets udligning til 4-4 to minutter før tid på sin kappe som et regulært drop. - Det var selvfølgelig skidt, at Mikkel lavede den fejl til sidst, men alligevel skulle vi jo have vundet. Omvendt så skal fire mål selvfølgelig være nok til at vinde en fodboldkamp, sagde Peter Enevoldsen, der lige nu har glemt alle tanker om en topplacering. - Vi har så mange skader lige nu, at jeg tvivler på, at vi kan begå os helt fremme. Men det er heller ikke det, som det handler om. Først og fremmest skal vi blive mere koncentrerede i de afgørende situationer, og så skal vi ud og vinde en fodboldkamp, sagde Peter Enevoldsen. TFCs næste chance for at høste en sejr er på søndag, hvor OBs Superligareserver gæster Lerpytter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...