Thomas Bjørn grubler over sit Ryder Cup-hold

Matthew Fitzpatrick kan skimte Ryder Cup-plads efter en god runde. Det giver Thomas Bjørn noget at tænke over.

Ritzau
Matthew Fitzpatrick har vundet fire European Tour-turneringer i sin karriere. Senest i 2017, da han vandt Omega European Masters. Foto: Sam Greenwood/Ritzau Scanpix
Golf 1. september 2018 15:34

Det er ikke blevet nemmere for Thomas Bjørn at udtage sit europæiske Ryder Cup-hold efter lørdagens tredje runde ved Made in Denmark.

Konkurrenten til Thorbjørn Olesens plads på holdet, Matthew Fitzpatrick, slog en fremragende runde og er samlet ti slag under par.

Det resultat gør, at han begynder at blande sig i toppen før finalerunden søndag.

Det giver Thomas Bjørn noget at tænke over.

- Nu strammer det lidt til her til sidst. Det er klart, når nogle af dem går og laver gode runder, så bliver de også nødt til at få den opmærksomhed, de fortjener, siger Bjørn.

Han stod op lørdag nat for at tjekke golfresultater fra USA, og det tog helt naturligt lidt fokus fra hans eget spil i Made in Denmark

- Man skal ikke tjekke scorerne i USA klokken kvart i et om morgenen. Så bliver der ikke så meget nattesøvn efter det. Jeg har haft nok at tænke over. Der er mange spillere i tankerne, siger Bjørn.

Fødselaren Matthew Fitzpatrick er selv bevidst om, at Ryder Cup-pladsen ikke er alt for langt væk.

En superrunde søndag kan bringe ham på førstepladsen, og han ved, hvad han har brug for.

- Ti slag under par. Det vil bringe mig til 20 slag under par samlet, siger Fitzpatrick.

Snupper Fitzpatrick en plads på holdet, vil det være anden gang i karrieren. Han var med første gang i 2016.

- Det vil betyde alt for mig. Det har været målet siden starten på sæsonen. Forhåbentlig sker det. Man ved aldrig.

Eddie Pepperell, der også forsøger at snyde Olesen for Ryder Cup-pladsen, havde en skuffende tredje runde.

Med en samlet score på tre slag under par, ser det næsten umuligt ud inden søndagens finalerunde.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...