Thomas Bruhn tilbage i Mors-Thy

AG Københavns Thomas Bruhn skifter til Mors-Thy Håndbold, bekræfter nordvestjyderne.

Thomas Bruhn, da han sidst spillede for Mors-Thy Håndbold. Foto: Torben Hansen.

Thomas Bruhn, da han sidst spillede for Mors-Thy Håndbold. Foto: Torben Hansen.

Den 29-årige højrefløj Thomas Bruhn vender hjem til Mors-Thy Håndbold. Bruhn har underskrevet en toårig kontrakt med sin gamle klub. - Thomas Bruhn har den fornødne erfaring fra international top håndbold, som vi søger, og som vil være en drivende kraft til at få mere modenhed og erfaring ind på hele holdet. Han besidder de håndboldmæssige kompetencer, som vi søger. Han er hurtig, har overblik og vil kunne være med til at udvikle vore andre fløjspillere, siger H. C. Andersen, der er formand for sportsudvalget i Mors-Thy, og tilføjer: - At han så oven i købet er en omgængelig fyr gør, at både Jan Paulsen og vi havde ham øverst på vores ønskeliste til den nye sæson. Klubben tilføjer, at man onsdag vil præsentere endnu en ny spiller i klubben til den kommende sæson, formentlig den tidligere landsholdsmålmand Michael Bruun, der skifter fra Team Tvis Holstebro.