Thomas Gill skal vogte målet for FfI

Nordmanden med A-landskampe og superligakampe for AaB og FCK på bagen tørner ud i Danmarksserien

Fodbold 7. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Samtidig med at A-landsholdene fra Norge og Danmark i eftermiddag spiller om vigtige EM-kvalifikationspoint i Oslo, gør den tidligere norske landsholdsmålmand comeback i dansk fodbold for FfIs danmarksseriehold på Hobro Stadion. 37-årige Thomas Gill, der i 1995 var med til at sikre AaB klubbens første DM-titel, og siden via østrigsk og tysk topfodbold havnede i FC København, har overraskende valgt at springe til som akut hjælper i Frederikshavn, hvor DS-holdet i søndags fik målmand, Jack Moll, sat ud af spillet for resten af efteråret med et brækket skinneben. Det opsigtsvækkende samarbejde er kommet i stand takket være FfI-fodboldens erhvervsklub, hvor formand Gunner Mortensen og den tidligere førsteholdskeeper i både AaB og FfI, Karsten Simensen, har trukket godt i trådene. Sidstnævnte fungerede som målmandstræner i AaB, da Thomas Gill vogtede superligaburet i 1995, og de to har siden holdt kontakten ved lige. - Thomas Gills seneste klub i Norge, IK Granne, fra Arendal, har allerede sendt hans spillercertifikat, men til gengæld har vi endnu ikke modtaget det internationale certifikat, som DBU skal have fra det norske fodboldforbund, fortæller Henrik Andersen fra FfI. - Vi gør alt for at få papirerne i orden til i eftermiddag, så den rutinerede nordmand kan vogte målet for os i Hobro, men ellers må han vente med debuten i FfI til næste rundes hjemmekamp mod Silkeborg. - I frederikshavner-klubben regner man med at have Thomas Gill til rådighed året ud, og ifølge klubbens formand, Torben Mark, skal nordmanden have en lejlighed i Frederikshavn, men vil desuden pendle mellem Norge og Danmark. - Selv ønsker Thomas Gill ikke at kommentere det overraskende klubskifte.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...