Lokalpolitik

Thomas Kastrup kåres i aften

I aften findes S-spidskandidaten til næste valg, selvom partiets hastværk har givet kritik i baglandet.

Thomas Kastrup-Larsen bliver med stor sandsynlighed kåret som Socialdemokraternes spidskandidat til det kommende valg. Arkivfoto

Thomas Kastrup-Larsen bliver med stor sandsynlighed kåret som Socialdemokraternes spidskandidat til det kommende valg. Arkivfoto

I aften bliver Socialdemokraternes spidskandidat til næste kommunalvalg fundet i byrådssalen. Og det bliver med næsten statsgaranti Thomas Kastrup-Larsen, der dermed kåres til posten, der i Aalborg plejer at være ensbetydende med en borgmesterkæde efter valget. I går kl. 12 udløb fristen for at indstille kandidater, men formanden for fællesledelsen for partiforeningen i kommunen, Martin Mølholm, vil ikke svare på, om der er kommet flere kandidater før efter aftenen repræsentantskabsmøde. At det skulle være tilfældet med flere kandidater, virker usandsynligt, selvom Orla Hav har spøget i kulissen derfor bliver der formentlig tale om en rendyrket kåring. - Hvis der ikke er flere kandidater, så er det en formsag, så er han valgt, siger Martin Mølholm. Kritiske røster Røster fra det socialdemokratiske bagland har i flere omgange kritiseret, at partiet har hastet valget af spidskandidat igennem, hvilket har gjort det vanskeligt at få andre kandidater på banen. Formand for Socialdemokraterne i Vadum og næstformand i fællesledelsen af Socialdemokraterne i Aalborg Kommune, John Ekstrøm er en af kritikerne forud for aftenens møde. - Vi mener, at vi fik dårlig tid til at indkalde vores medlemmer til en ekstraordinær generalforsamling, siger John Ekstrøm, der også har rejst kritikken i fællesledelsen. Burde have ventet Han havde foreslået, at man ventede med det afgørende repræsentantskabsmøde til, alle 14 partiforeninger i kommunen havde afholdt deres ekstraordinære generalforsamlinger. - Hvis der eventuelt skulle have været en spidskandidat mere end Thomas, så havde vi haft tid til at forelægge det for medlemmerne, siger John Ekstrøm, der understreger, at kritikken af processen vedrørende en ny spidskandidat ikke er en kritik af Thomas Kastrup-Larsen, som han betegner som en udmærket kandidat. En fordel med flere kandidater Til gengæld mener John Ekstrøm, at det for medlemsdemokratiet ville have været bedre, hvis der havde været flere kandidater. - Jeg tror gerne, at Thomas havde set, at der havde været modkandidater, det er altid bedre at blive valgt end at blive kåret, siger John Ekstrøm. Argumentet for at finde en spidskandidat i lyntempo har fra partiets side været, at en ny spidskandidat med et lynvalg får bedre tid til at køre sig i stilling inden næste valg.