Thomas Kjellerup giver koncert på Idrætshøjskolen

Musik 10. september 2002 08:00

BRØNDERSLEV: Drømmenes Troubadour Thomas Kjellerup gæster fredag aften Nordjyllands Idrætshøjskole. Lige siden begyndelsen i 1985 har Thomas Kjellerup holdt fast i sin egen personlige stil, helt uden hensyn til tidens strømninger, og man må sige, at han er sluppet ualmindeligt godt fra det. I dag er Thomas Kjellerup kendt som en af landets fornemste troubadourer med flere hundrede udsolgte koncerter bag sig. Hans særkende er de enkle, stemningsfulde tekster og de smukke og utroligt iørefaldende melodier. Den 41-årige vestjydes filosofi har været klar fra starten: Den er, at en god sang ikke kan overhøres - den har sit eget liv og finder selv vej til publikum - med tiden. Det er blevet til i alt 10 albums med de kendte, vemodige og varme sange, hvoraf flere står som langtidsholdbare klassikere. Kendte er: "Ved siden af mig", "Hver morgen", "Dage som denne", "Annis sang" og "Stilfærdigt farvel". Thomas Kjellerup er indbegrebet af en troubadour og én af de få herhjemme, der magter at gå alene på scenen og fastholde og bevæge publikum en hel aften. Kun bevæbnet med sin akustiske guitar og - vel at mærke - perlerække af stemningsfulde sange. Det er Støtteforeningen for Nordjyllands Idrætshøjskole, der er arrangør, og arrangementet tilbydes til en speciel pris til NORDJYSKE Stiftstidendes abonnenter via Klub NORDJYSKE. Billetterne sælges hos Danske Bank, Spar Nord Bank og på NORDJYSKE Stiftstidendes lokalcenter i Brønderslev.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...