Thor demonstrerer i Hongkong: Kan ikke forsvare at lade være

Danske Thor har været "med til det hele". En anden dansker støtter demonstrationerne, men deltager ikke.

Ritzau
Det sorte tøj er blevet en uniform for mange af demonstranterne i Hongkong, der i weekenden var på gaden for at demonstrere for tiende weekend i træk.
Politik 12. august 2019 17:24

HONGKONG: Blandt demonstranterne i Hongkong finder man danske Thor Mårup. Han trodser tåregas og politiets knipler for at protestere mod regeringen og politiets behandling sammen med millioner af hongkongere.

- Jeg har været med til stort set alt. Hver lørdag og søndag har der været demonstrationer, og jeg har været med til det hele stort set fra starten, siger den 33-årige dansker.

Thor Mårup har boet halvandet år i Hongkong, hvor han arbejder for et dansk firma. Han beskriver sin deltagelse i demonstrationerne som "et naivt udtryk for helt almen solidaritet".

- Jeg synes ikke, jeg kunne forsvare at lade være. Det er en for entydig indskrænkelse af de demokratiske rettigheder, siger han.

De igangværende demonstrationer begyndte, da borgerne i Hongkong protesterede over et nyt lovforslag. Det ville gøre det muligt at udlevere borgere fra Hongkong til retsforfølgelse i Kina.

Hongkongs regeringsleder, Carrie Lam, har erklæret lovforslaget for skrottet. Men demonstranterne er utilfredse med, at hun ikke formelt har trukket det tilbage. Mange kræver også, at Lam træder tilbage.

Når demonstrationerne er i gang, er Thor Mårup iført sort T-shirt for ikke at ligne en turist. Sort tøj er demonstranterne i Hongkongs uniform. Han holder sig fra at bruge vold og er heller ikke med helt fremme i frontlinjen.

- Jeg har i den seneste tid stået bagved med saltvandsflasker for at rense folks øjne. Jeg vil gerne sørge for, at de her unger, der afgjort er yngre end mig, klarer sig, siger han og fortæller, at mange er i starten af 20'erne.

Der er stor forskel på, hvor mange demonstranter der i alt har været på gaden, alt efter hvem man lytter til. The Guardian har talt demonstranterne i millioner, og af Reuters bliver de omtalt som "tusinder".

Ved en demonstration den 16. juni var der ifølge demonstranterne tæt på to millioner på gaden. Ifølge politiet var der 338.000, skriver Bloomberg.

Mens Thor Mårup har valgt at være en del af den sortklædte folkemængde, kigger en anden dansker på fra siden.

- Jeg har valgt ikke at deltage aktivt i demonstrationerne. Med et dansk pas føler jeg ikke, jeg skal blande mig i lokal politik, siger 52-årige Peter Minor, der er selvstændig erhvervsdrivende. Han har boet i Hongkong i tæt på 25 år.

Han støtter demonstranterne og deres formål, men ikke den "eskalering af vold", som både demonstranterne og politiet ifølge danskeren bør stå på mål for.

Han og hans familie har i høj grad mærket politiets tilstedeværelse.

- Vi tog på golfbanen lørdag formiddag. På vej dertil blev vi standset tre gange af politi i fuld kampuniform med hjelme, skulderbeskyttere og knæbeskyttere, som undersøgte, om vi havde demonstranter med, siger han.

Demonstrationerne og regeringens modstand synes ikke slutte foreløbig. Mandag aflyste lufthavnsmyndighederne fly resten af dagen. Det sker, efter demonstranter har protesteret ved lufthavnen fire dage i træk.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...