Thor Hushovd droppes igen til Tour de France

Den norske cykelveteran kommer for tredje år i træk ikke med i det store franske etapeløb.

Det går ikke rigtig Thor Hushovds vej for tiden på landevejene.

For få dage siden blev det offentliggjort, at BMC-holdet ikke vil forlænge kontrakten med den tidligere cykelverdensmester på landevej efter udløbet af denne sæson.

Tirsdag fortæller den norske rytter til NRK, at han ikke kommer med på holdet i årets udgave af Tour de France.

- Der bliver ingen Tour for mig i år, siger han til den norske tv-station.

Thor Hushovd fortæller ligeledes, at han trækker sig fra etapeløbet Critérium du Dauphiné, hvor 3. etape blev afviklet tirsdag.

Her sled han sig i mål langt efter de førende.

36-årige Thor Hushovd er blevet droppet til Tour de France, fordi han ikke har leveret varen i denne sæson.

Det er tredje år i træk, at han ikke er med i Touren, hvor han senest i 2011 havde stor succes med to individuelle etapesejre og cirka en uge i den gule førertrøje.

For to år siden måtte Thor Hushovd afstå fra at deltage i etapeløbet på grund af sygdom, men allerede sidste år droppede BMC-holdet ham til løbet.

Thor Hushovd er i alt noteret for 10 individuelle etapesejre i Tour de France. I 2005 og 2009 vandt han løbets grønne pointtrøje.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.