Thor Hushovd sprinter sig til anden etapesejr i Polen

Cykelrytteren Thor Hushovd vandt 5. etape af Polen Rundt. Saxo-Tinkoffs Rafal Majka mistede løbets førertrøje.

Thor Hushovd sprinter sig til anden etapesejr i Polen

Den norske sprinter Thor Hushovd fra BMC-holdet får vist sin nationale mesterskabstrøje frem ved Polen Rundt i disse dage.

Torsdag vandt Hushovd sin anden etapesejr i Polen, og det gjorde han i suveræn stil. Der var ingen af de øvrige sprintere, som kunne følge med nordmanden i finalen på 5. etape.

Saxo-Tinkoffs Rafal Majka mistede førertrøjen i det samlede klassement, selv om Chris Anker Sørensen forsøgte at hjælpe sin holdkammerat i løbet af etapen.

Generelt var det en hård dag i feltet på dagens 160,5 kilometer lange etape mellem Nowy Targ og Zakopane, hvor mange ryttere blev sorteret fra undervejs på grund af rutens beskaffenhed.

Syv ryttere skabte et hul, men blev holdt i snor af Saxo-Tinkoff i fællesskab med andre ryttere, og derfor blev udbruddet hentet med 26 kilometer tilbage af etapen.

Men snart derefter stak Christophe Riblon og Darwin Atapuma af sted i et vildt og direkte angreb på Saxo-Tinkoff's samlede føring.

Derfor arbejdede Nicki Sørensen og Oliver Zaugg hårdt i fronten af feltet og tvang udbryderne tilbage med fem kilometer igen.

Selvom nye kontraangreb truede, var det et samlet felt, der tordnede mod målstregen, hvor Hushovd var stærkest.

Majka endte som nummer 14 og mistede den samlede føring til Jon Izagirre (Euskaltel), der indkørte bonussekunder undervejs.

Majka er nu toer blot et sekund efter Izagirre, mens Chris Anker Sørensen er nummer seks i klassementet - 10 sekunder efter den førende Euskaltel-rytter.

Fredagens 6. etape på 192 kilometer bliver en af de hårdeste ved Polen Rundt, og den har flere hårde stigninger, hvor Majka kan vinde noget tid tilbage.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.