Lokalpolitik

Thor P. har ikke ondt af vækstkommuner

Vi har et fælles ansvar for at holde udgifter nede, siger finansministeren

Kommunerne har selv valgt, at deres tilskud skal forhandles samlet med staten, og derfor er vækstkommuner selv ude om, at de er underlagt samme stramme vilkår som de øvrige kommuner, siger finansminister Thor Pedersen (V). Den melding kommer efter, at tre vækstkommuner i NORDJYSKE søndag beklagede sig over, at de ikke kan overholde de stramme budgetter og samtidig levere den forventede service til de mange nye borgere og arbejdsplader, som er flyttet til kommunerne. Men beklagelserne bider ikke på Thor Pedersen, som opfordrer kommunerne til at vise ansvar. - Der er et fælles ansvar for at overholde den aftale, regeringen og Kommunernes Landsforening har indgået. Pengene er leveret, og så må man tilpasse sine udgifter bedre. Hvis en familie pludselig skal betale en ekstra udgift, så er det da også noget, man klarer internt i familien, siger Thor Pedersen og henviser til, at kommunernes økonomi bliver vurderet under et. Hvis en kommune har stor vækst og flere udgifter, kan regnestykket sagtens hænge sammen alligevel, hvis der er andre kommuner, som har tilsvarende lavere udgifter. - Hvis en borger flytter til en anden kommune, så sparer den første kommune jo udgifter på det projekt, siger Thor Pedersen, som dog erkender, at det er en svær periode, fordi kommunalreformen skal indfases. - Det er en mellemfase, vi står i, som kan betyde, at der er nogle byggeprojekter, et rådhus eller en svømmehal, man må skubbe lidt for at få kommunalreformen på plads, siger finansministeren, som fastholder, at mulighederne for at levere service til borgerne bliver bedre med de nye storkommuner. karin.axelsson@nordjyske.dk