Island

Thorbjørn Berg arrangerer ekstra tur til Island

ARDEN:Norge var så sandelig i vore hjerter i Kulturhuset forleden. Men det var Island bestemt også, da Thorbjørn Berg viste lysbilleder og videoklip som optakt til den forestående besøgstur til den norske 17. maj sammen med en busfuld forventningsfulde himmerlændinge. - Det viste sig ret snart, at der var stor interesse for rejser i Norden. Specielt Island viser sig at være et in-sted for tiden. Omtalen i NORDJYSKE for nylig gav så mange henvendelser, at det nu lader sig gøre at lave en rejse mere til Island - og med det samme program, fortæller Thorbjørn Berg, som guider begge ture sammen med en islænding. To identiske rejser til jordens urtid, som Thorbjørn Berg betegner Island med dens svovlpøle og varme kilder. Begge ture foregår i samarbejde med Foreningen Norden i Reykjavik. Igen med gang afgang fra Københavns Lufthavn og - for ekstraturens vedkommende - med afrejse-dato 20. juli. Turen med 30 deltagere har en halv snes ledige pladser. Den allerede fuldtegnede tur foregår i dagene 9. - 20. juli, oplyser Thorbjørn Berg. Den Arden-bosatte nordmand får med andre ord en travl sommer, hvor han får afløb for sin store lyst til at formidle sin glæde over at rejse i norden. Op til den 17. maj, som jo i år har særlig valør for nordmændene, idet landet løsrev sig fra Sverige for 100 år siden, står Thorbjørn i spidsen for en tur, der kulminerer med festlighederne i Bergen. Også her er ledige pladser i bussen - men det begynder at knibe med plads på færgen. Foredragsaftenen "Norge i vore hjerter" i Kulturhuset forleden blev i øvrigt en meget fin og velbesøgt aften med 80 besøgende og et særdeles lydhørt publikum.