Thorbjørn Olesen træner igen efter trafikuheld

Den danske golfstjerne er tilbage på træningsbanen, efter at han måtte trække sig fra Houston Open.

Thorbjørn Olesen træner igen efter trafikuheld

Golfspilleren Thorbjørn Olesen, der onsdag i sidste uge fik piskesmæld som følge af et mindre biluheld, er tilbage på træningsbanen for at blive klar til næste uges major-turnering US Masters.

- Behandlingen går den rigtige vej. Vil forsøge at træne lidt putting og chipping i dag. Har hørt, at det er ret vigtigt i næste uge, skriver Thorbjørn Olesen på Twitter.

På grund af piskesmældet blev Thorbjørn Olesen nødt til at trække sig fra PGA-turneringen Houston Open i sidste uge.

Her var danskeren placeret sidst i feltet efter en elendig første runde i 10 slag over par. Dagen efter forlod han turneringen med følgende forklaring:

- Jeg har trukket mig fra Shell Houston Open. Jeg er ked af det. Det er lægens anbefaling, efter at jeg havde et biluheld onsdag aften.

- Bilen blev ødelagt, og jeg fik et piskesmæld. Håber jeg er okay til Masters på Augusta, skrev Thorbjørn Olesen på Twitter.

US Masters på den legendariske Augusta-bane spilles fra 11.-14. april, hvor Thorbjørn Olesen og Thomas Bjørn er kvalificeret ved at være i top-50 på verdensranglisten ved nytår.

Thorbjørn Olesen var inden biluheldet i god form, og han blev delt nummer syv ved Arnold Palmer Invitational i forrige uge.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.