Thorning lover Obama støtte i Syrien

Når Thorning onsdag mødes med USA's præsident, så vil hun love dansk støtte til et amerikansk angreb i Syrien.

Thorning lover Obama støtte i Syrien

USA har en trofast allieret i Danmark. Også når det gælder en militæraktion mod Bashar al-Assads styre i Syrien.

Det er den afgørende besked, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil overlevere til den amerikanske præsident, Barack Obama, når hun onsdag aften mødes med ham til en arbejdsmiddag i Stockholm.

- Jeg kan ansigt til ansigt få forklaret præsident Obama, hvor vi står i forhold til Syrien. Vi kan markere over for amerikanerne, at de har en meget tæt allieret her, som de kan regne med, siger Thorning i et interview med Ritzau forud for mødet med Obama.

Statsministeren understreger dog, at hun trods det tætte forhold til USA endnu ikke er parat til at love direkte militær hjælp til et eventuelt angreb i Syrien.

- Nej, det har vi slet ikke taget stilling til på nogen måde. Der er udelukkende tale om en politisk, diplomatisk opbakning til, at vi ikke skal lade det passere, at Assad har brugt kemiske våben over for sin egen befolkning, siger Thorning.

Ifølge Thorning er formålet med et militært angreb i Syrien hverken er at vælte Assad-regimet eller få skabt fred i det borgerkrigshærgede land.

Formålet er derimod, "at markere, at Assad med brugen af giftgasser mod ens egen befolkning har passeret en meget klar grænse".

- Jeg tror ikke på nogen måde på, at en intervention kan sikre et regimeskifte eller noget som helst andet. Det er ikke det, det handler om. For mig handler det udelukkende om, om vi skal lade passere, at en leder bruger kemiske våben mod sin egen befolkning. Det synes jeg ikke, man skal.

- Man skal også gøre sig meget klart, at med hensyn til et nyt styre i Syrien og en løsning på borgerkrigen i Syrien, der har vi ikke et militært svar. Der skal findes et politisk svar. Men det ændrer ikke ved, at man her har overskredet en grænse, som verdenssamfundet må reagere på, siger Thorning.

Hun erkender, at borgerkrigen i Syrien og Assads angreb mod civile dermed kan fortsætte efter et internationalt militært indgreb.

- Der er behov for at gøre noget, men det er også et spørgsmål om, hvad man kan gøre. Jeg hører ikke nogen, som siger, at vi skal gå ind med soldater på jorden og kæmpe for et regimeskifte i Syrien. Af mange forskellige årsager vil det være en utrolig dårlig idé, siger Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst