Thorning mødes med Afghanistans præsident

Statsminister Helle Thorning-Schmidt mødes torsdag med Afghanistans præsident, Hamid Karzai.

Thorning mødes med Afghanistans præsident

En aftale om et langsigtet dansk engagement i Afghanistan er på bordet, når statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) torsdag mødes med Afghanistans præsident, Hamid Karzai.

Det oplyser Statsministeriet.

- De kommende to år bliver afgørende for Afghanistan. Der arbejdes målrettet hen imod overdragelse af sikkerhedsansvaret til de afghanske myndigheder, og vi nærmer os det politisk vigtige præsidentvalg i 2014, siger statsministeren i en pressemeddelelse.

- Jeg ser derfor frem til at tale med præsident Karzai om perspektiverne for udviklingen i Afghanistan de kommende år.

Inden udgangen af 2014 har Danmark trukket sine sidste kamptropper ud af Afghanistan. Men det betyder altså ikke en ende på den danske tilstedeværelse i landet.

- Danmark har været dybt engageret i Afghanistan i mere end 11 år. Derfor er det kun naturligt, at vi nu underskriver en strategisk partnerskabsaftale og dermed besegler et gensidigt ønske om et langsigtet samarbejde. Danmark vil forblive engageret i Afghanistan også efter 2014, understreger statsministeren.

Ifølge statsministeren vil aftalen bekræfte et langsigtet dansk engagement i Afghanistan på det politiske, økonomiske, sikkerhedsmæssige og udviklingspolitiske område samt understrege de reformer og forpligtelser, den afghanske regering skal leve op til.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.