Thorning mødte masaier i Tanzania

Statsministeren blev mødt med stammedans og fællessang under besøg i traditionel masailandsby i Tanzania.

Thorning mødte masaier i Tanzania

Fra krigsforbrydere over stammedans til danskejet kaffeplantage.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) gik fra den ene yderlighed til den anden, da hun torsdag nåede frem til det nordlige Tanzania på sin officielle Afrika-rejse.

Efter at være landet i byen Arusha tæt ved foden af Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, fik Thorning først en rundtur i FN's krigsforbrydertribunal for Rwanda og en briefing af den danske præsident for FN-domstolen, Vagn Joensen.

Derefter gik turen videre til en masailandsby, hvor den danske statsminister blev modtaget med traditionel sang og dans.

- Jeg vil jo gerne have et indtryk af, hvad det er for nogle udfordringer, de står med, og også hvad vi kan gøre for at hjælpe dem, siger Thorning om sit besøg i landsbyen, der efterhånden er vant til prominente danske gæster.

Da Prins Joachim sidste efterår var på besøg i Tanzania i sin egenskab af protektor for organisationen Care Danmark, var han således også på besøg hos masaierne.

Her satte han gang i et projekt, der skal sikre bedre vandforsyning i landsbyerne. Og behovet for forbedringer er til at få øje på, fandt Thorning ud af under en samtale med de lokale masai-kvinder.

- Mange af dem går i 6-8 timer efter vand. Nogle af dem med børnene på ryggen. Samtidig er de langt fra sundhedsservice, så de blandt andet er nødt til at føde i hytterne, siger Thorning, der også mødte en kvinde, der var blevet overfaldet af en løve på sin vej efter vand

Efter besøget hos masaierne, ventede et mere hjemligt islæt, da statsministeren sluttede dagen af med et besøg og en rundvisning på den danskejede Shangri-La kaffeplantage.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.