Thorning sætter dato for folkeafstemning

Vi skal stemme om patentdomstol 25. maj 2014 uden politisk aftale, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Thorning sætter dato for folkeafstemning

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lægger nu maksimalt pres på Dansk Folkeparti for at få Kristian Thulesen Dahl (DF) til at droppe kravet om en folkeafstemning om patentdomstolen.

I sin tale ved Folketingets åbning tirsdag fastslog statsministeren, at danskerne skal til folkeafstemning om patentdomstolen den 25. maj, hvis ikke DF inden da vælger at droppe tankerne om en folkeafstemning.

- Hvis vi skal have en folkeafstemning, vil regeringen arbejde for et ja. Vi er overbeviste om, at et fælles europæisk patentsystem er godt for dansk økonomi. For virksomhederne. For lønmodtagerne, siger Helle Thorning-Schmidt.

Den 25. maj er valgt som dato, fordi vi samme dag skal til valgurnerne for at vælge europaparlamentarikere.

Statsministeren opfordrer alle partier til at støtte, at danske virksomheder kan få fuld adgang til "den nemmere og billigere" patentbeskyttelse. Dansk Folkeparti og Enhedslisten ønsker en folkeafstemning om patentdomstolen.

- Hvordan kan partier her i Folketinget være imod en indlysende god idé? En idé, som vil give flere danske arbejdspladser? Det er meget svært at forstå, siger statsministeren.

Hun opfordrede ved DI's topmøde for nylig i Forum i København DF's leder Kristian Thulesen Dahl til at støtte patientdomstolen. Det samme gjorde DI's adm. direktør Karsten Dybvad og Venstres formand Lars Løkke Rasmussen.

Ved en folkeafstemning forkastes patentdomstolen, hvis et flertal stemmer imod, og flertallet udgør 30 procent af alle stemmeberettigede danskere. Patentdomstolen blev vedtaget under det danske EU-formandskab.

Regeringen arbejder for, at Danmark kan oprette en regional afdeling af patentdomstolen sammen med de nordiske og baltiske lande, siger Helle Thorning-Schmidt.

- Så kan de danske virksomheder få nem adgang til at beskytte deres idéer. Det ønsker dansk erhvervsliv. Og det kan vi kun gøre, hvis Danmark deltager i patentdomstolen, siger Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.