Thorning: Sass tog selv konsekvensen

Der skete procedurefejl i forbindelse med Henrik Sass Larsens sikkerhedsvurdering, siger statsministeren.

Thorning: Sass tog selv konsekvensen

Det var helt og holdent Henrik Sass Larsens egen beslutning, at han ikke ville være minister efter at være orienteret om PET's sikkerhedsvurdering af ham.

Det fastslår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), efter at Henrik Sass Larsen har fået aktindsigt i sin egen sikkerhedsvurdering og offentliggjort notatet om den.

- Han tog selv beslutningen om, at han ikke længere stod til rådighed som minister. Det var helt hans egen beslutning, siger Helle Thorning-Schmidt til TV2 News.

- Der var en udfordring i forhold til sikkerhedstjekket. Henrik Sass Larsen tog konsekvensen af det, tilføjer statsministeren.

Hun erkender, at der er sket fejl i Statsministeriets og Justitsministerets håndtering af sagen.

- Det er sket en procedurefejl, og det har man forsøgt at rette ved at Henrik Sass Larsen har fået de papirer, han har bedt om, siger Helle Thorning-Schmidt.

Ombudsmanden har rejst kritik af, at Henrik Sass Larsen på et møde i Statsministeriet blev forelagt oplysninger om sig selv fra PET, men derefter blev pålagt tavshedspligt.

Henrik Sass Larsen havde søgt aktindsigt i sin egen sag, hvilket han har fået. Efterfølgende har han offentliggjort papirerne, som han mener er i overensstemmelse med de forklaringer, han tidligere har givet offentligheden.

Henrik Sass Larsen blev mod forventning ikke minister, da Helle Thorning-Schmidt dannede regering i efteråret. Det skyldtes, at der var rejst tvivl om PET's sikkerhedsvurdering af ham.

Han var ellers storfavorit til posten som finansminister.

/ritzau/