Thorning-Schmidt lægger op til debat

KØBENHAVN:Helle Thorning-Schmidt, erkender, at hendes første tid som Socialdemokraternes formand har været præget af mange interne problemer i folketingsgruppen. Og ifølge Radioavisen lørdag vil hun gerne diskutere sin ledelsesstil. Fredag forlod Sandy Brinck folketingsgruppen, og det tog partifællen Mette Frederiksen som et alvorligt hint til ledelsen. - Der er mange, der har ytret ønske om en debat om den måde, gruppen fungerer på, og den debat tager vi selvfølgelig, siger Helle Thorning-Schmidt. Hun mener dog bestemt, at der er en åben debat i gruppen, men på et tidspunkt skal der også tages beslutninger. - Jeg tror, at vi alle sammen erkender, at det har været et usædvanligt forår på mange måder. Hun indrømmer, at der bestemt er ting, som hun og ledelsen kan blive meget bedre til, og det er fint at tage debatten. - Men jeg har som grundvilkår, at jeg er valgt af medlemmerne til at lægge en linje og opnå resultater, og det bliver jeg nødt til at gøre. Det er det, jeg er valgt til, siger hun. /ritzau/