EMNER

Thorning-Schmidts komplette stilskifte

Med nej'et til integrationsaftalen er S klar til hård oppositionspolitik, men forløbet slider på Helle Thorning-Schmidts troværdighed

Helle Thorning-Schmidt er blevet klogere – igen. Sidste gang var det løfter om, at efterlønnen var sikret for alle over 40 år, der blev opgivet. Fredag forlod ledelsen så endegyldigt strategien om at "arbejde regeringen ud af kontorerne". En strategi som hen over sommeren blev kraftigt kritiseret for at give regeringen alt for let spil i forhandlingerne, når Socialdemokraterne på forhånd meldte ud, at de ville være med i diverse forlig. Resultatet af strategien var blandt andet, at Socialdemokraternes integrationsordfører, Anne-Marie Meldgaard, indgik et stort integrationsforlig med regeringen. Her sagde hun ja til at tage bistandshjælpen fra ægtefæller, der ikke har haft 300 timers arbejder inden for en periode på to år. En kraftig stramning over for en gruppe mennesker, som ikke har let ved at finde job. Forliget gav masser af ballade i Folketingsgruppen, hvor omkring halvdelen sagde fra. Ledelsen undgik dog det åbne slagsmål, men over de seneste måneder er det blevet stadig mere klart, at Socialdemokraterne skulle finde en vej ud af forliget. Stramningerne passede overhovedet ikke med beslutningen om at ville bekæmpe kontanthjælpsloftet og samtidig fastholdt dele af gruppen, at de simpelthen ikke ville kunne stemme for den endelige lov, hvis ikke forliget blev blødt lidt op i de sidste forhandlinger. Fredag blev Socialdemokraterne så efter eget udsagn smidt ud af forliget, mens regeringen siger, at S løber fra alle aftaler. Mette Frederiksen blev sendt i byen for at forklare, at Socialdemokraterne bare ville sikre, at "aftalens ånd" blev overholdt. Sandheden er dog nærmere, at det er "ånden" i Socialdemokratiet, der har ændret sig. Helle Thorning-Schmidt har kigget til Norge, hvor venstredrejning gav socialdemokraterne regeringsmagten tilbage. Hun har lyttet til den store gruppe socialdemokrater, der ikke tror på, at Venstre kan besejres med omklamring. Hun har ført partiet tilbage i opposition. Hun er blevet klogere, vil nogen sige, men prisen for at droppe aftaler og skifte standpunkt er troværdighed. På den anden side er vælgernes hukommelse kort, og mon ikke det kaotiske forløb bliver glemt i glæden over den nyfødt tronarving.