Thorning støtter Elbæks tur til Ukraine
Kulturminister Uffe Elbæk (R) bør besøge Ukraine for at tale med oppositionen, siger statsministeren.
Thorning støtter Elbæks tur til Ukraine
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) bakker sin radikale kulturminister, Uffe Elbæk, op, når han vil til Ukraine for at følge det danske fodboldlandshold ved EM-slutrunden.
- Det giver rigtig god mening, at vi nu forsøger at få nogle aftaler med oppositionen i Ukraine såsom menneskerettighedsforkæmpere og bruger denne mulighed for at snakke direkte med dem, siger statsministeren.
Dermed går Danmark som EU-formandsland imod flere førende europæiske politikere, som boykotter EM i Ukraine. Det gør blandt andre EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, og den tyske forbundskansler, Angela Merkel.
Helle Thorning-Schmidt mener ikke, at den danske regering med kulturministerens besøg legitimerer det ukrainske styre, som har fængslet oppositionspolitikeren Julia Timosjenko.
- Vi støtter det danske landshold. Så får vi mulighed for at sætte spot på, at menneskerettighederne langtfra er, som de skal være, siger statsministeren.
Spørgsmål: - Splitter I ikke EU, når mange EU-landes politikere vil boykotte EM i Ukraine?
- Jeg tror, at vi får langt mere ud af at tale med menneskerettighedsorganisationerne i Ukraine. Samtidig skal man huske, at det handler om sport og fodbold, som er Danmarks nationalsport, siger Helle Thorning-Schmidt og tilføjer:
- Vi skal selvfølgelig have en repræsentant, som støtter det danske landshold.
/ritzau/